- Fagbladet Kosmetik - https://fagbladetkosmetik.dk -

Borgere og branche ønsker ikke dyreforsøg i EU

Kosmetik er ikke testet på dyr. I EU tillader kosmetiklovgivningen ikke at teste hverken færdige produkter eller ingredienser til kosmetik på dyr. Siden 2013 har der været både et test- og et markedsføringsforbud i EU. Alligevel er der netop sat en kampagne og underskriftsindsamling i gang af blandt andre The Body Shop og Dove. Hvorfor er det dog nødvendigt? Det kan du blive klogere på her.

Artikel fra Fagbladet Kosmetik november 2021 af Anne-Dorte Mathiesen (se artiklen i PDF-format her: Dyreforsøg [1])

EU’s kemikalielovgivning (REACH) kræver i enkelte tilfælde, at ingredienser sikkerhedsvurderes i forhold til arbejdsmiljørelaterede forhold. I særlige tilfælde anmoder Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) om dyreforsøgsdata for ingredienser til kosmetik – også selvom råvareproducenterne har forsøgt med alternative metoder. Det er i modstrid med branchens og offentlighedens forventninger, ønsker og lovgivernes hensigt.

REACH kræver flere dyreforsøg
I en ny rapport fra ALTEX (Alternatives to Animal Experimentation) er der gennemgået REACH-dossierer for kemikalier, hvor den eneste rapporterede anvendelse er kosmetik. Resultatet af denne undersøgelse blev, at REACH-databasen har 3.206 kemiske dossierer med kosmetik som rapporteret brug, af dem havde 419 kosmetik som den eneste brug. I 63 tilfælde var der gennemført in vivo-tests på dyr, efter forbuddet i kosmetiklovgivningen er trådt i kraft i 2013. Det er endda sandsynligt, at der vil blive krævet flere dyreforsøg fremover: ”Problemet er ECHA-evalueringsprocessen, der ender med anmodninger om nye in vivo-tests, oplyser Costanza Rovida fra Center for Alternatives to Animal Testing Europe (CAAT – Europe), University of Konstanz i Tyskland.

Hvilke ingredienser er det?
Listen over de 63 ingredienser, der er testet på dyr, indeholder stoffer, der bruges i mange produkter fx helt generelle konserveringsmidler, men også nye ingredienser, som er afledt af naturlige stoffer, der har særlige anvendelser”, siger Costanza Rovida og fortsætter: ”Det er ikke muligt at angive frekvensen af brugen af disse ingredienser, men idet in vivo-testene udføres til REACH-formål, så bruges data ikke til risikovurdering af det endelige kosmetiske produkt. Derfor går disse oplysninger tabt.”

Vi ønsker dyrefri testning
Både forbrugere og den kosmetiske industri anser det som af største vigtighed at have kosmetik fri for dyreforsøg. ”Vi byder debatten om initiativer, der er målrettet mod at fremme dyrefri testning, velkommen. Det gælder også det europæiske borgerinitiativ “Save cruelty free cosmetics”, der rejser nogle væsentlige diskussioner,” oplyser Helle Fabiansen, direktør i Kosmetik- og Hygiejnebranchen. ”Kosmetikindustrien har stået i spidsen for at udvikle alternativer til dyreforsøg i mere end 30 år, og kosmetikindustrien er dedikerede til at fortsætte dette arbejde,” siger branchedirektøren.

1 million underskrifter
The Body Shop og Dove er gået sammen med flere dyrevelfærdsorganisationer i kampagnen, hvor de vil indsamle underskrifter fra 1 million EU-borgere for at redde cruelty free kosmetik i Europa. Når så mange borgere kræver det i et registreret borgerinitiativ, så skal Kommissionen tage stilling til spørgsmålet og konflikten mellem ECHAs krav om toksicitetsdata til REACH og forbuddet mod dyreforsøg i EUs kosmetiklovgivning.

Globalt forbud
”Industrien har i samarbejde med brancheorganisationer og en bred gruppe af interessenter inden for kosmetikindustrien arbejdet for at udvikle et nyt globalt videnskabeligt kosmetikprogram, der skal fremme den regulatoriske accept af alternativer til dyreforsøg på et globalt plan. Den europæiske brancheforening Cosmetics Europe forventer at offentliggøre flere detaljer om dette arbejde i løbet af de kommende måneder,” oplyser Helle Fabiansen fra den danske brancheforening.

Ændr holdning
”Jeg håber, at kosmetikvirksomheder i fremtiden vil give konflikten mellem reglerne mere opmærksomhed og få råvareleverandørerne til at undgå de ubrugelige in vivo-tests. Vi har brug for en ændring i REACH-teksten eller endda en anden holdning hos assessorerne. Jeg håber personligt, at mit paper kan bidrage til det,” siger Costanza Rovida.

Se rapporten
ALTEX-rapporten “Continuing animal tests on cosmetic ingredients for REACH in the EU” kan findes på www.altex.org [2]

Borgerforslagets mål
Borgerforslaget ”Save Cruelty Free Cosmetics – Commit to a Europe Without Animal Testing” er registreret hos EU-Kommissionen, og underskriftsindsamlingen er i gang. De tre mål lyder:

  1. Værn om og styrk forbuddet mod dyreforsøg i forbindelse med kosmetik
  2. Ændr EUs kemikalieregulering REACH
  3. Moderniser videnskaben i EU, så en plan til afvikling af alle dyreforsøg kan etableres

Du kan skrive under på eci.ec.europa.eu/019/public/#/screen/home [3] indtil 31/08/2022.

*****