Jeg har været til en spændende behandling i dag hos CryoVital i Lyngby, som har lanceret behandlingen Silhuet Light.
Silhuet Light kan en hel masse, men som navnet fortæller, handler det om at opstramme sin silhuet, sin kontur, altså at få tonet sin krop ved hjælp af en lysbehandling. Opstramningen sker dels ved reduktion af fedtdepoter og dels ved udrensning, der transporterer overskydende væske og ophobede affaldsstoffer væk.
Lysbehandlingen foregår i et forløb af 10 behandlinger fordelt med ca. 4 dages mellemrum over 4-5 uger.
I dag var min indledende behandling, og inden behandlingen startede vi med en kropsanalyse på en Tanita-scanner, der viste min aktuelle fedtmængde, muskelmasse, body age, visceralt fedt (altså de farlige fedt mellem organerne) og en hel masse mere. Herudover blev jeg målt og vejet, så vi kender udgangspunktet inden forløbet.
Selve lysbehandlingen foregik ved, at jeg lå på en briks med det røde lys over mig i en halv time. Meget behageligt og afslappende.
Som supplement til behandlingen anbefaler CryoVital at kombinere Silhuet Light med BodyRoll eller anden bindevævsmassage under forløbet. Jeg hoppede gladeligt på CryoVitals BodyRoller, som jeg har prøvet før og holder meget af, fordi jeg kan mærke, at hele mit bindevæv bliver aktiveret, og jeg har en behagelig følelse i kroppen bagefter.
Jeg er meget spændt på, hvad forløbet vil betyde for mig, og jeg skal nok komme med updates undervejs. Stay tuned.
***
Jeg var inviteret af CryoVital til at teste forløbet.

