Jeg tror, at vi er mange, der ind i mellem har tænkt: Gid verden lige ville stå stille et øjeblik, så jeg kan nå at følge med og komme à jour med mine ting. Mange mærker konstant stressen puste dem i nakken. Tempoet er kun accelererende, og hamsterhjulet vil ikke stoppe. Men nu er vi der: Er det så en undtagelsestilstand eller gave? Hvilke briller har du på, når du betragter din egen situation her midt i corona-tiden?

Lad det være sagt med det samme: dette indlæg er ikke for at forklejne, at nogen er smittede, syge, i karantæne, pårørende til syge eller afdøde patienter. Jeg har stor medfølelse for alle, der er så direkte berørt af situationen. Men det er dog alligevel størstedelen af os, der har det godt, er raske og rørige, ved godt mod og – stadig – i godt humør. Og lad os blive ved med det.

Personligt befinder jeg mig i Sydfrankrig. Og jeg nyder det. Min mand og jeg var taget på en kombineret arbejds- og afslapningstur til nogle venners sommerhus i en lillebitte fransk by lidt vest for Cannes. Alt var godt, solen skinnede, foråret var på vej, fortovsrestauranternes leben understregede den skønne sydfranske udendørskultur langs Rivieraen. Og med ét, bum! Det, der var en ulmende epidemi, da vi rejste hjemmefra, udviklede sig hastigt til en verdensomspændende pandemi. Først måtte vi forhold os til nedlukning af Danmark. Lidt efter kom nedlukningen af Frankrig, som strammede yderligere op med landsdækkende udgangsforbud og indsættelse af gendamer og militær til at styre det i de større byer.

Hvad gør vi? …Heldigvis var vi  fuldstændig enige om, at vi ville have det bedst ved at blive, hvor vi er. Vi kunne vælge at haste hjem gennem proppede lufthavne og fly for derefter formentlig at skulle i karantæne. Eller vi kunne vælge at blive i Sydfrankrig, forholde os i ro og i øvrigt fortsætte vores arbejds- og afslapningstur som planlagt. Ja rent faktisk tog vi skridtet videre og forlængede opholdet med to uger, da vi synes, at her er det allerbedste sted for os at være.

Hvordan kan vi tænke sådan? Jo, hvad er det vigtigste for os, spurgte vi hinanden. Det er: ro til at arbejde, gode muligheder for at komme ud og bevæge os, dejligt vejr og verdens smukkeste udsigt over Cannes-bugten. Vi bliver så fulde af både ro og energi af at være her. Vi nyder det virkelig. Så hvorfor skulle vi haste hjem?

Nu skal dertil siges, at den måde at leve på faktisk er vores normale hverdag. Vi er begge selvstændige og kan arbejde hvor som helst fra i verden, bare vi har vores computere og et netværk. Vores børn er voksne og klarer sig selv. Vi har ikke nogen gamle forældre tilbage. Vi er så fri, som man kan være, og vi nyder det.

Min arbejdsplads i disse uger, når vejret tillader det.


En gave og en undtagelsestilstand
Så for os er denne situation en gave. Alle møder, arrangementer og foredrag i Danmark er aflyst det næste stykke tid. Vi kan passe vores skrivearbejde, og så har vi pludselig også fået ekstra tid til at læse bøger og frem for alt komme ud og bevæge os …Hvordan det, når der er udgangsforbud? Jo, vi er nemlig så heldige, at vi bor i et hus, der ligger få skridt fra vandet og få skridt fra bjergene. Ja, vi bor rent faktisk på stien, der fører lige op i bjergene – som at bo for foden af pisten, når man er på skiferie – og i bjergene er der uendelig meget plads til at hike, gå eller løbe, uden at der er forbud og kontrol med det. Og der er så smukt. Vi tilbringer meget tid i bjergene og nyder den rene bjergluft og den storslåede udsigt.

Har vi undtagelsestilstand? Ja, det kommer jo an på, hvordan man ser på det. Vi kunne da godt begræde, at alt er lukket og dødt, vi er isoleret, vi kan ikke shoppe og slentre rundt i byen, vi kan ikke lægge os ned på stranden …og vi kommer helt sikkert bagud med havearbejdet hjemme i vores hus i Danmark! Men hvorfor gå og tænke på det, når vi nu har det godt, hvor vi er? Vi vælger at leve i nuet. Alt er godt her, hvor vi er lige nu.

Hamsterhjulets standsning
Jeg tror, at vi er mange, der ind i mellem har tænkt: Gid verden lige ville stå stille et øjeblik, så jeg kan nå at følge med og komme à jour med mine ting. Mange mærker konstant stressen puste dem i nakken. Tempoet er kun accelererende, og hamsterhjulet vil ikke stoppe. Men hov – pludselig stoppede alt, som om universet har lyttet! Vi er nu havnet midt i et vacuum, tiden står stille, alle er sendt hjem, hamsterhjulet er standset for en stund. Det er som om jordkloden har taget et stort afslappende suk. Det giver os ro og tid til refleksion.

Pludselig stod hele verden stille. På flere måder. Der var i flere dage heller ikke en vind, der rørte sig her ved Rivieraen. Det var som om universet holdt vejret…

Tag det som en gave. Sæt pris på, at du pludselig har fået mere tid. Ja, du skal måske arbejde – bare hjemmefra. Og børnene er måske nogle små tidsrøvere. Men tænk på, at alle møder er aflyst. DE kan også være tidsrøvere. Du skal ikke bruge tid på transport til og fra arbejde. Du kan arbejde på de tider af døgnet, der passer dig bedst. Eller måske har du en butik eller salon, der er helt lukket ned, så du får rigtig meget tid nu. Prøv at undgå at gå ned med stress over det. Du kan ikke løse det hele lige nu. Vi må alle vente og se, hvad der sker. Ja, vi holder alle sammen vejret og ved ikke, om vi er købt eller solgt, om vi har job/virksomhed eller ej, efter c-krisen. Men brug de få ugers fred, vi har fået forærende til at gøre det, du har drømt om at få tid til.

Nyd at du kan gå i haven. Foråret er på vej. Nyd at du kan gå, løbe eller cykle en tur i det fri. Nyd at du kan meditere eller lave yoga på stuegulvet. Nyd at du kan få ryddet op i de bunker, du ellers aldrig når. Nyd at du kan få ryddet ud i mailboksen. Nyd frem for alt at være i selskab med dig selv og – hvis du har familie – så nyd nu denne tid med familien. Betragt den som en foræring.

Vi finder de solpletter, der er. Der er intet bedre end en læsestund i solen og en god kop te.


Hvad med humøret?
Mentalt er du også nødt til at lægge en strategi for ikke at blive negativt påvirket. Sluk for nyhedsflowet – lad det ikke styre din dag fra morgen til aften. Selvfølgelig skal vi følge med, og vi skal følge nye retningslinjer. Men det må ikke tage overhånd. Så risikerer du til sidst at blive frustreret, bange og depressiv. Giv dig selv en halv time morgen og/eller aften til at blive opdateret, og så koncentrer dig i stedet om alt det gode, du får ud af situationen.

Jeg ved godt, at den isolerede hverdag er lettere for nogen end for andre. Vi har alle både en introvert og en ekstrovert side i os, og den isolerede hverdag harmonerer absolut bedst med den introverte side. Ekstroverte mennesker har naturligvis sværere ved den isolerede hverdag end introverte, for hvem den måske ligefrem er en fornøjelse. Introverte henter energi i eget selskab og bliver drænet af for meget samvær. Omvendt henter ekstroverte energi i samværet med andre og bliver drænet af for megen isolation.

Nogle dage går vi højt, højt op i bjergene og ser det hele lidt oppefra!

Så hvad kan vi gøre ved det? Det bedste er at være opmærksom på det. Det kan forklare humørsvingninger, når vi savner selskab. Og så brug de midler, du har: facetime, youtube eller et godt gammeldags telefonopkald til en god veninde. Det kan redde dagen, så gør det. Jeg gør det også, selvom jeg sidder nede i Sydfrankrig. I øvrigt har vores teleselskab været så venlige at give danskere i udlandet gratis taletid og data. Der er så mange venlige og imødekommende handlinger fra virksomheder og fra andre mennesker. Jeg bliver virkelig glad. Husk at være opmærksom på det, sæt pris på det. Taknemmelighed er den nemmeste vej til godt humør.

Så både fysisk og mentalt – tag hånd om dig selv. Se på alle de skønne muligheder for at gøre noget positivt for dig selv og din familie. Nyd at du har tid til at gå i køkkenet og bruge god tid på at lave lækker og sund mad til dig og dine. Nyd at du med god samvittighed kan sove så længe, du har lyst (måske kan eventuelle søvnproblemer reduceres, hvis du ikke stresser). Nyd at du kan motionere. Nyd at du er sat i en venteposition, som gør, at du ikke skal stresse. Nyd at det hele kommer netop nu, hvor foråret er på vej. Se på alt det gode. Alle fordelene. Og frem for alt: SØRG NU FOR AT HAVE DET GODT.

Ha, ha, ja vi arbejder tidligt om morgenen og også om aftenen, så vi kan få de bedste af de lyse timer ude i solen. Her er jeg på vej i møde …telefonmøde altså, med nogen hjemme i Danmark. Og til sådan et møde behøver man jo hverken at have tøj eller makeup på, og morgenhår er også helt OK for tiden :-)