Boganmeldelse
”Hvilket liv vil du leve?”, spørger Martin Bonde Mogensen som indledning i sin bog ”Hvad Kroppen Plejer – kan du ændre”. Bogen handler nemlig om, hvordan du med små skridt, tålmodighed og kropssamarbejde kan omlægge dit liv til det, du ønsker.
Jeg har lige læst denne skønne bog i min sommerferie. Den giver læseren en forståelse af og værktøjer til, hvordan vi kan ændre vores vaner og livsstil i den retning, vi ønsker at leve. Én gang for alle. Læs med her og få citater fra bogen undervejs.
Forfatter Martin Bonde Mogensen er stifter af B:A:M Kropsterapi og har i mere end 25 år arbejdet professionelt med mennesker, der gerne vil ændre en eller flere ting i deres liv.
Bogen hjælper dig til at blive klar over de ubevidste valg, du tager, og som fører dig til de vaner, der ender med at styre dit liv. Den hjælper dig med at stoppe op og se dig selv både udefra og indefra og finde ud af, hvordan vi alle er styret af vores underbevidsthed og følelser.
”Med bogen i hånden kan du finde ud af, hvorfor du spiser, som du gør, hvorfor du igen og igen lover dig selv at dyrke motion, men aldrig kommer i gang, hvorfor du har svært ved at sige fra, hvorfor du bliver ved med at se de forkerte mennesker eller de andre ting, der holder dig fast et sted, hvor du ikke har lyst til at være.”
Der er tre ting, som er afgørende for, om du kan være vedholdende nok i ændring af dine vaner: antallet af vaner du ændrer ad gangen, om du arbejder med eller imod kroppen samt din grad af tålmodighed. Det uddybes alt sammen i bogen med gode eksempler og værktøjer.
Vaner former vores liv
Bag alle vores vaner ligger gamle programmeringer, og det er dem, vi skal have fat på for at ændre vaner varigt. Problemet er, at de ligger i underbevidstheden og viser sig som reflekser, vi ikke tænker over – vi handler per automatik.
Der er en tryghed i at gøre, som vi plejer. Derfor kan det også føles utrygt at skulle slippe de vaner og programmeringer, du gerne vil af med.
”Derfor skal du også være indstillet på, at det at ændre dine vaner kommer til at kræve, at du prioriterer ændringen – indtil vaneændringen er blevet så naturlig for dig, at du udfører den per automatik.”
Når vi træffer et valg, sker det med udgangspunkt dels i vores bevidsthed, dels i vores underbevidsthed, og underbevidstheden er dominerende. 95 procent af de ting, vi gør, sker ubevidst, og kun fem procent kommer fra vores bevidste sind.
”Vores bevidsthed er det, vi ved. Vores underbevidsthed er det, vi gør. Og det er underbevidstheden, der styrer, når du kører på uhensigtsmæssig autopilot.”
Små skridt
”Less is more, hvis du vil forandre dit liv”, skriver Martin Bonde Mogensen. Med det mener han, at al forandring skal ske med små skridt, og fortæller om 1-procentsreglen. Den går ud på, at hvis du rykker dig med 1 procent hver dag i et år, vil du være blevet 37 gange bedre på et år. Det er en god huskeregel.
”Man skal huske, at et problem, der er opstået over lang tid, som regel ikke kan løses på kort tid. Det kræver vedholdenhed og tålmodighed.”
Kroppen som medspiller
Krop og psyke hænger uløseligt sammen, og derfor anbefaler Martin Bonde Mogensen, at man gør kroppen til sin medspiller, når man vil ændre vaner, for vores programmeringer og vores adfærd sidder også i kroppen.
Når vi tager hensyn til vores krop, begynder vores nervesystem at slappe af, og vi får en roligere nattesøvn, overskud til at bevæge os, spise sundere osv.
”Natten er et fundament for gode vaner om dagen.”
Bogen giver en række konkrete eksempler på, hvordan du får en god nattesøvn, kommer i form og spiser sundere.
Accept af tilbagefald
Når du er i gang med at ændre vaner, vil der ind i mellem ske tilbagefald til de gamle vaner. Her er det vigtigt ikke at slå sig selv i hovedet, da det kun vil forværre situationen.
”Det lyder måske åndssvagt, men når man falder i, skal man rose sig selv for, at man opdagede det, i stedet for at svine sig selv til.”
Med tiden bliver du bedre til at finde ud af, hvorfor det gik galt, og så navigere i det. Find ud af, hvordan du vil tackle det fremover i stedet for at give op, fordi du er faldet i. Spørg: Hvorfor skete det? Og lær af det.
Hvis du forholder dig nysgerrigt til, hvad der skete, får du større selvindsigt, og sandsynligheden for, at du laver samme fejl igen, bliver mindre.
Husk også 80-20-reglen: De gode vaner det meste af tiden, og en gang i mellem må du godt ”synde”. Alt skal ikke være sort-hvidt. ”Tænk gråt!”, siger Martin Bonde Mogensen.
Mentalt velvære
Husk at rose dig selv undervejs i processen med at ændre vaner. Hvert lille skridt fortjener ros, og det er vigtigt at notere sig fremskridtene og huske at være opmærksom på fremgangen.
”Mærk efter. Inden du lægger dig til at sove, så spørg dig selv: Hvordan har dagen været? Hvad gjorde dig glad? Hvad er du taknemmelig for? Hvilke wins har du haft? Havde du det dejligt med dine børn eller børnebørn? Har du været god ved dig selv? På den måde finder du ud af, hvad der har betydning for dig.”
Taknemmelighed får os ud af kamp-flugt-tilstanden og ind i ro-hvile-tilstanden, så Martin Bonde Mogensen råder os til at praktisere taknemmelighed hver dag, det er vigtigt for det mentale velvære.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Min anbefaling
Jeg har virkelig nydt at læse bogen, som i øvrigt er meget let læst og indbydende layoutet. Jeg vil anbefale den til alle, som gerne vil ændre noget i deres liv. Den er fyldt med forklaringer, tips og konkrete værktøjer til at gøre arbejdet med sig selv. Man mærker tydeligt Martin Bonde Mogensens mange års erfaring med klienter, og han deler også gavmildt ud af erfaringer fra sit eget liv. Tak for en lettilgængelig hjælp til at komme videre i livet.
”Vil du gerne lave dine vaner om, så begynd med at finde ud af, hvad dine mål er. Hvad vil du gerne? Vil du spise sundere? Være stærkere? Få et bedre parforhold? Arbejde mindre? Være mindre stresset? Overvej, hvordan du kan komme derhen på en måde, der er overskuelig, og som giver mening for dig. Og så finder du to små ting, du kan ændre, og starter med det. Når det så faktisk er blevet til vaner, tager du fat på to mere. På den måde kommer du med tiden i mål med det, du ønsker dig.”
Om bogen
Titel: Hvad kroppen plejer – kan du ændre
Forfattere: Martin Bonde Mogensen i samarbejde med Jo Brand
Forlag: Grønningen 1
Udgivelsesår: 2024
Sider: 208
PS. I forbindelse med bogens udgivelse var jeg til foredrag med Martin Bonde Mogensen i Bremen Teater i København:
***
Jeg har modtaget et anmeldereksemplar af bogen fra PR-bureauet.