Der er kommet nye tal for både danskernes og amerikanernes solvaner og solprodukt-præferencer. Det nye buzzword er ’sunxiety’. Og det står noget i modsætning til den negative tendens – antisolcremebevægelsen – vi har set her i sommer.
Antisolcremebevægelsen har spredt budskaber på sociale medier om, at det er indholdsstofferne i solcreme, der giver kræft. Men, som det fleste nok ved, er det faktisk solen, som kan være skadelig og give kræft, hvis ikke den omgås med fornuft. Hvis du vil vide mere om solcremers forebyggelse af kræft og den kritik der er af de kemiske stoffer i solcremer, kan du læse mere hos Kosmetik- og Hygiejnebranchen .
Sunxiety øger efterspørgslen efter multifunktionelle solprodukter
Sunxiety – et nyt ord for ”sun anxiety” – er stigende, viser ny rapport* fra market research-virksomheden Veylinx i USA. Bekymringen for soleksponering blandt forbrugerne har øget efterspørgslen efter multifunktionelle solbeskyttelsesprodukter.
Tal fra undersøgelsen viser, at
- 71% af forbrugerne nyder at være i solen
- 38% føler sig aldrig helt afslappede, fordi de er bange for solens påvirkning på huden
- 60% bliver meget hurtigt forbrændte
- 41% udtrykte bekymring om hudskader
Som følge af disse bekymringer viser rapporten, at forbrugerne efterspørger solprodukter med flere funktioner:
- Solprodukter med antiaging-effekt er steget med 49%
- Solprodukter med fugtende egenskaber er steget med 33%
- Solprodukter med vitamin C er steget med 23%
Der er også øget efterspørgsel efter andre produkter, der indeholder SPF:
- 57% af de adspurgte forbrugere foretrak fugtighedscremer, der også indeholdt SPF
- 75% af de adspurgte forbrugere foretrak foundations med solbeskyttelse.
*) Undersøgelsen er foretaget i juni 2024 blandt 1.609 amerikanske forbrugere.
Dansk undersøgelse med bekymrende tal
Tidligere på året foretog Norstat på vegne af Miljømærkning Danmark en undersøgelse** af danskernes solvaner. Den viste blandt andet, at kun 45% af danskerne ved, at man bør beskytte sig mod solens stråler, når UV-indekset rammer 3. Og det gør det ofte allerede i foråret.
Ifølge undersøgelsen bruger hver anden dansker kun solcreme i sommermånederne – og kun 13% svarer, at de bruger solcreme, når UV-indekset er over 3.
Tal fra undersøgelsen viser i øvrigt, at
- 51% af danskerne bruger kun solcreme i sommermånederne
- 14% af danskerne bruger kun solcreme, når de rejser på ferie uden for Danmark
- 12% af danskerne bruger ikke solcreme
- 11% angiver, at de bruger solcreme det meste af året
- De 18-29-årige er mere tilbøjelige til at bruge solcreme hele året
**) I alt 1.000 danskere i alderen 18+ i perioden 9.-11. april 2024 blev adspurgt via Norstats befolkningspanel.
GODE SOLPRODUKTER MED HUDPLEJENDE EGENSKABER
Amazing Space
Sunlight Sufflé Seabuckthorn & Apricot SPF 30 – økologisk og plejende beskyttelse til ansigt og krop. Indeholder antiage-plejende arganolie og havtornekstrakt samt helende aloe vera-ekstrakt.
Extreme Skin Protector Chamomile & Vitamin E SPF 50 – beskyttende, plejende og især velegnet til sart hud. Solfiltrene er en kombination af naturlige fysiske og højt beskyttende kemiske filtre blandet med økologiske botaniske ekstrakter.
Precious Pro-Age Protector SPF 30 – plejende dagcreme, der beskytter mod UVA- og UVB-stråler samt digitalt lys ved hjælp af pseudoalteromonas-ekstrakt fundet dybt i det arktiske hav. Hyaluronsyre og hexapeptide-12 udglatter og opstrammer huden. Huden næres med hybenkerne og arganolie, og hudens overflade illumineres med beskyttende diamantstøv.
Avène
Ultra Fluid SPF 50 – Avène udnytter sin ekspertise inden for både solbeskyttelse og dermokosmetik i Ultra Fluid, som er solbeskyttelse med teksturer, der giver lyst til at bruge cremerne i hverdagen. Da det ikke kun er UV-stråling, som er skadelig for huden, indeholder Ultra Fluid-proudkterne Avènes patenterede TriAsorb™-filter, der beskytter mod HEV blåt lys og dermed giver en meget bred dækning. Fås med og uden farve.
Beauté Pacifique
Stay Beautiful Invisible Liquid Sunscreen for Face & Décolleté SPF 50 – beskytter mod både UVA- og UVB-stråler, samtidig med at den tilfører ekstra fugt til huden. Beauté Pacifique har udviklet en ny emulsionstype bestående af oleosom-dråber i mikrostørrelse fra saflor-tidslen, som har en særlig evne til at transportere og frigive både hudplejende ingredienser og organiske UV-filtre. Oleosomerne kollapser, når de spredes på hudens overflade, hvorved deres indhold selv flyder ud og fordeler solfiltrene i en jævn og ensartet dækkende film.
Davines
SU Conscious Sunscreen SPF 30 – er navnet på denne solcreme fra Davines, som ellers er et hårpleje-mærke. Men de kan også lave solcreme og står ikke tilbage for hudpleje-mærkerne. Denne vandfaste solcreme er både til ansigt og krop og har gode hudplejende egenskaber. Ud over god UVA- og UVB-beskyttelse, er cremen fugtbevarende og modvirker, at huden bliver tør under solens stråler. Formlen er beriget med mandarin-ekstrakt, som er rig på C-vitamin og antioxidanter, så cremen giver god beskyttelse af huden. Produktet er en del af SU-serien fra Davines, som både står for SUn og SUstainability.
Derma
”Drop dagcremen og gør din ansigtssolcreme til din hudplejerutine”, siger Derma i deres pressemeddelelse – for solen skinner jo ikke kun, når vi ligger i en solstol. Det er vigtigt at huske at bruge solcreme hele dagen. I Derma Sun-produkterne til ansigtet er der masser af plejende og fugtgivende ingredienser som blandt andet hyaluronsyre, aloe vera og E-vitamin.
Anti-age Ansigtssolcreme SPF50 både beskytter, plejer, fugter, opstrammer og holder huden glat og spændstig.
DermaKnowlogy
Sun Face Cream SPF 50 og Sun Lotion SPF 50 er i år kommet i en ny forbedret formulering og nyt design. Ud over at beskytte mod solens stråler med SPF 50 indeholder DermaKnowlogys solprodukter så mange hudplejende ingredienser, at de kan bruges som daglig ansigtscreme og bodylotion. Stjerneingredienserne er hyaluronsyre og niacinamid, som reducerer fine linjer og rynker samt holder huden frisk. Formlerne er meget velegnede til sensitiv hud.
Green People
Det her er smart: Solcreme med indbygget myggespray!
Green Peoples grundlægger, Charlotte Vøhtz, blev under en rejse til Afrika inspireret til at skabe solprodukter og aftersun med mere end bare solbeskyttelse: ”Jeg besøgte Ghana med min datter på en tur for at møde vores leverandører af Shea Butter, og mens jeg var der, så jeg unge børn svinge grene af citroneukalyptus for at skræmme myg væk. Da jeg vendte hjem, undersøgte jeg andre planter, der er naturligt rige på insektafvisende molekyler, og blev inspireret til at skabe min egen DEET-fri aftersun.” Efterfølgende har Charlotte også udviklet en fugtgivende og naturlig solcreme med samme effekt mod myg.
Green Peoples solprodukter er økologiske, koralvenlige og byder på en kombination af kemiske og mineralske solfiltre. Derudover er ingredienslisten pakket med naturlige, hudplejende og beskyttende ingredienser såsom alpin Edelweiss, antiinflammatoriske planteekstrakter som økologisk rosmarin, grøn te, kamille og fugtgivende aloe vera. I år er lanceret tre nye produkter:
Sun Cream SPF 15 with Natural Insect Repellent – beskytter mod både sol og insekter i op til 4 timer. Velegnet til både ansigt og krop. Indeholder blandt andet zinkoxid, Citrepel®75 (klinisk bevist naturlig insektbeskyttelse) samt aloe vera.
Moisturising After Sun with Natural Insect Repellent – fugtgivende aftersun med et naturligt insektafvisende middel. Dette 2-i-1 produkt lindrer og plejer huden efter solens påvirkning samtidig med, at det beskytter mod insektbid. Har en frisk duft af mynte og citrus.
Scent Free Mineral SPF Sun Cream SPF 30 – med 100% mineralske solfiltre. En nærende og fugtgivende solcreme til krop og ansigt, kan bruges af børn og voksne. Sikrer en bredspektret beskyttelse mod UVA- og UVB-stråler uden at lægge en hvid hinde over huden. Ideel til fedtet og uren hud.
La Roche-Posay
La Roche-Posay tager sig særligt af sensitiv og solintolerant hud. Solcremerne er udviklet med bredspektrede og fotostabile UV-filtre. I 2021 introducerede La Roche-Posay det nye patenterede UV-filter Mexoryl 400 til ansigtet. Det beskytter huden mod UVB- og UVA-stråler og dækker selv de mest lumske ultra-lange UVA-stråler (380nm-400nm). I år lanceres dette innovative filter også i to solprodukter til børn.
Anthelios Kids UVmune400 Dermo-Pediatrics Hydrating Milk eller Invisible Spray med SPF50+ – er ekstra vandresistente samt sved- og sand-resistente. Tilpasset børns hud og deres aktivitetsniveau.
Samme teknologi bruges i voksen-produkterne til ansigtet, som også er tilpasset den sarte hud omkring øjnene og kan bruges af kontaktlinsebrugere:
Anthelios UVmune 400 Oil Control SPF 50+ – velegnet til fedtet hud og med 12 timers matterende effekt.
Anthelios UVmune 400 Ultra Creme SPF 50+ – til normal/tør hud, cremet konsistens, der efterlader huden fugtet.
Anthelios UVmune UltraLight Fluide Invisible SPF 50+ – ultralet flydende creme, velegnet til alle hudtyper. Lige til at have med i tasken.
Til den helt, helt, sensitive eller beskadige hud:
Cicaplast Baume B5 er kommet i en version med SPF 50!
Nivea
Sun UV Specialist Invisible Daily Fluid SPF 50+ – er nyeste solprodukt fra Nivea, specielt udviklet til sart ansigtshud. Ud over at beskytte mod UVA- og UVB-stråler sætter den ind mod tidlig aldring af huden og indeholder blandt andet niacinamid. Giver 8 timers mat effekt for et ikke-skinnende look og en fugtet hudfornemmelse.
Luminous Dark Spot Control SPF 50 – en nyhed fra Nivea i år, som behandler og beskytter mod pigmentpletter og ujævn hudtone. Samtidig giver cremen en opfriskende effekt og absorberes så hurtigt, at man kan lægge makeup lige efter påførling.
Sun Protect & Bronze Oil Spray SPF 30 – en blød og transparent olie, der absorberes hurtigt og beskytter mod UVA- og BVB-stråler. Indeholder promelanin, som stimulerer melanin ved kontakt med solens stråler og dermed giver en holdbar farve, men uden at være en selvbruner.
Paula’s Choice
SPF 50 Broad Spectrum Sheer Moisturizer with 5% Vitamin C – den høje SPF-beskyttelse er en bredspektret filterblanding, og det høje indhold af vitamin C hjælper med at øge UV-beskyttelsen, minimere misfarvning og forebygge fremtidige mørke pletter. Dagcremen giver både beskyttelse, fugt og pleje. Aminosyrer afledt af alger forbedrer hudens evne til at modstå tegn på miljøskader både her og nu og fremover.
Raz Skincare
Invisible Face Fluid SPF 30 og SPF 50+ – Raz er den første på markedet, der integrerer den nye solfilterteknologi kaldet LiposomeBioSunTech™ i sine solprodukter. Teknologien gør formlen ultralet, nem at smøre ud, hurtigt absorberet og uden nogen efterladte hvide striber. Meget velegnet under makeup.
Rudolph Care
Sun Balm SPF 50 – en parfumefri balm, til både børn og voksne. Kan bruges både i ansigtet og på kroppen, er vandafvisende og let at smøre ud. Tiltænkt alle med en aktiv livsstil, da den forbliver på huden trods sved og forskelligt vejr. Balmen er også god på udsatte områder som øjenlåg, næse, kinder, og ører. Kan bruges året rundt – fra skiferie til solferie. Ud over en effektiv solbeskyttelse nærer balmen huden med sheasmør, bivoks og økologiske olier fra blandt andet havtorn, raps og solsikke; havtorn kommer tør hud til undsætning, raps bevarer fugtbalancen, mens solsikke virker blødgørende på huden.
Vichy
Capital Soleil UV-AGE SPF50+ UVA46 – har, som angivet i navnet, en usædvanligt høj UVA-beskyttelse og samtidig en høj UVB-beskyttelse. Solcremen er formuleret med L’Oréals Netlock-teknologi, som giver bredspektret beskyttelse og en ultralet konsistens, som ikke fedter. Formlen neutraliserer frie radikalers skadelige virkning på huden, og så er den meget vandfast. Fås også i en let farvet version samt i en udgave specielt udviklet til personer med fedtet hud og hud med tendens til akne, kaldet Capital Soleil UV Clear SPF 50+ UVA18.
***