Hvad der oprindelig skulle være en 3 ugers arbejds- og afslapningstur til Sydfrankrig, endte med at blive et – ufrivilligt men kærkomment – “eksil” på 8½ uge, hvoraf de 40 dage var i isolation med udgangsforbud.
I dag er så dagen, hvor vi endelig kan vende snuden hjemad. Efter at have ændret vores hjemrejsebillet syv gange, har SAS i dag forbarmet sig og flyver os hjem via Oslo til København.
Har det været slemt at være strandet i Sydfrankrig? Nej, på ingen måde. Vi har nydt det. Vi har sagtens kunnet arbejde, vi har haft masser af muligheder for at bevæge os ude i naturen, og vi har haft fred og ro og dejligt vejr …det meste af tiden.
Vi har lært at gebærde os på bedste skolefransk, når vi skulle igennem politikontroller, og vi er nu – endelig – blevet eksperter i at udfylde udgangsattesterne efter at have begået alle de fejl, man kan, og med deraf følgende irettesættelser fra gendamerne, som dog altid har været venlige og forstående …eller vistnok tænkt “åh, de turister, lad dem bare komme videre”.
Vi ved, at vi blev kendte ansigter i den lille by, hvor vi boede, for vi endte da med at være på nik med gendamerne, når de så os i byen.
Vores bevægelsesfrihed har været indskrænket. Ja, det er selvfølgelig en underlig følelse, at man ikke må bevæge sit frit omkring. De franske regler siger om motion: 1 gang om dagen i 1 time og højst 1 kilometer fra hjemmet. Der blev vi nok lidt anarkistiske og tog sagen i egen hånd, da vi boede på stien op til bjergene, og bjergene trak så meget i os, at vi har gået lange ture, hiket, løbet, travet og klatret. Og vi kan godt indrømme nu, at vi ikke kunne nøjes med 1 kilometer fra hjemmet eller 1 time ad gangen…
I bjergene har vi følt os frie til masser af bevægelse. MEN vi er også stødt på forhindringer nogle gange. Bl.a. var vi en dag langt oppe i bjergene, da vi hørte biler komme kørende på en af de større stier, og vi frygtede, at politiet nu også patruljerede deroppe, så vi fór ind i buskadset og gemte os, til vi ikke kunne høre lyden mere. Ja, man bliver lidt paranoid og føler sig nærmest lidt kriminel, bare fordi man er ude og gå en tur. Men vi mødte da heldigvis også andre motionister ind i mellem både på gåben og cykel.
En anden dag fik vi også lidt af en forskrækkelse, da vi ikke bare en gang men flere gange mødte vildsvin i bjergene. Vi havde hørt, at der er vildsvin i området, men vi havde ikke troet, at vi skulle støde på dem. Den ene dag mødte vi hele syv voksne og syv unger. Personligt blev jeg skrækslagen, for de er ret store. Men Jerk synes, at det var så spændende og insisterede på, at vi blev stående og tog billeder af dem. Vi tror, at de mest kommer frem i gråvejr og småregn, for det er kun de dage, vi så dem. Eller også er det, fordi der er så få mennesker i bjergene, at de kommer mere frem nu…
Udgangsforbuddet i Frankrig blev strammet mere og mere op undervejs. Først var der adgang overalt, men hen ad vejen blev de mere strikse og spærrede bl.a. strandene af, så ingen kunne gå ned til sandet og vandet. Det var lidt trist.
Vi har nydt at gå ned i havnen lige nedenfor huset, hvor vi boede, og sætte os på en bænk og læse i solen. Men der blev vi en dag gennet væk af gendamerne, som steg ud af politibilen og gik helt ud på molen for at fortælle os, at vi ikke måtte sidde på en bænk, men skulle holde os i bevægelse, når vi var ude.
Vi har flittigt brugt havnen og strandområdet til bevægelse. Men når vi er i byområdet har vi holdt os (næsten) inden for 1-2 kilometers afstand fra hjemmet, og så har vi bare gået meget frem og tilbage. For at få lidt mere træning ud af det, har vi kombineret vores gåtur med håndvægte og elastikker. Eller som Jerk er så god til: fundet en stor sten eller planke og båret rundt på den. Så får overkroppen også en omgang, mens vi er ude og gå. Vi slår fluer med et smæk.
Vi har heldigvis boet i et dejligt hus, som vi har passet og plejet efter alle kunstens regler. Haven er blevet beskåret og trimmet, så vi har fået endnu mere sol ind på terrasserne. Og der har bare været så fredeligt. Vi har gået rundt i vores egen lille verden og ikke været i kontakt med nogen – kun når vi har været i byen og købe ind. Kun supermarkeder, apoteker og – ja, vi er jo i Frankrig – Tabacs har været åbne. Og sådan fortsætter de til i hvert fald den 11. maj.
Og vi har spist så dejlig mad. Det har jo ikke været muligt at gå ud og spise, og der har heller ikke været nogen form for take-away. Og da vi heller ikke har kunnet shoppe i andre butikker, har vi shoppet igennem i supermarkedet og levet af masser af sardiner, ansjoser, makrel, tun, laks. Og så de virkelig gode dåser med ratatouille, som Frankrig er så stærke i. Ja, vi har levet en del af dåsemad, men det er nemt, det er hurtigt, det er sundt, og så smager det godt.
Nu er vi så på vej hjem. SAS har udskudt og udskudt vores hjemrejse. Og egentlig hed den nu 1. maj. Men den blev også aflyst, og så – pludselig – kunne vi komme med på et særfly til Oslo og så videre hjem derfra. Det sagde vi ja tak til!
Det blev en fin hjemrejse – om end anderledes end vi nok nogensinde vil opleve igen: Fuldstændigt tomme og spøgelsesagtige lufthavne. Da vi ankom i Nice lufthavn var der ikke et øje at se, da vi afleverede vores lejebil. Men da vi kom til terminalen, var der en kø udenfor. Det var passagerene til vores fly, som stod og ventede på at blive lukket ind. Vi kom ind stille og roligt og blev tjekket ind og ventede derefter i et helt tomt og nedlukket afgangsareal. På flyet var der ingen servering, og det samme gentog sig , da vi fløj fra Oslo til København. Vi havde heldigvis regnet med, at det ville være sådan, så havde købt lidt mad med hjemmefra, og vi brugte den daglange hjemrejse til at læse, høre musik, slappe af og spise vores medbragte mad. Jeg sidder og skriver på denne blog i Oslo lufthavn, hvor vi har lidt ventetid.
Med en smule forsinkelse er hele hjemturen nu lykkedes, og vi er kommet hjem. Det har været en dejlig oplevelse at være i Sydfrankrig i 2 måneder, men det er også dejligt at komme hjem til Danmark, til vores hus og ikke mindst vores børn.
