Efter at have været gemt bag masker i meget lang tid, er læberne endelig sluppet ud i det fri, og man kan jo kun glæde sig over, at vi igen kan pynte dem med alle de nye læbestifter og glosser i skønne farver.
Artikel fra Fagbladet Kosmetik september 2021 (se artiklen i PDF-format her: Læberne frem i lyset)
Nu skal vi virkelig have fokus på de så længe hengemte læber, og vi har bedt makeupartist Mette Bundgaard give os nogle tips til flotte læber.
Læbe-tips
- Kom læbebalsam/pomade på læberne, før du overhovedet går i gang med makeuppen. Så er der tid til, at læberne bliver plejet og pomaden absorberet, inden læbestiften kommer på. Læberne skal være fugtede og ikke for fedtede, ellers kan læbestiften ikke ”hænge i”.
- Har du linjer eller rynker omkring munden, så brug en foundation og lidt pudder på huden, hvilket er med til at forhindre, at den efterfølgende læbestift ”løber ud” i rynkerne.
- Dup lidt gloss eller en highlighter på amorbuen, da det optisk giver fyldigere læber.
- Frisk i en fart? Giv ansigtet fornyet liv ved at duppe læbestift på mund og kinder med en finger, ton godt ud – et voila: et hurtigt frisk look.
Sådan får du flotte læber:
- Har du tørre flager på læberne, kan du gnubbe overfladen med en opvredet vaskeklud, eller peele dem med en blanding af honning og sukker.
- Tegn læberne op med en læbeblyant, helst i en naturlig læbefarve eller i samme farve som din læbestift. Følg læbekanten, og tegn op med let hånd, lidt ad gangen, i stedet for en massiv streg. Fyld derefter hele læben ud med blyanten, for får du spist den efterfølgende læbestift hen ad vejen, sidder der ikke en kedelig streg tilbage. Læbeblyanten holder også på læbestiften, så den ikke flyder ud i de små rynker omkring munden.
- Læg nu læbestiften på enten med en pensel for et perfekt og holdbart resultat, start fra midten og ud, eller dup den på med en finger for et mere tilfældigt look.
Med den ultrapigmenterede læbestift Slim Velvet Radical fra YSL kan vi fejre, at læberne igen er i fokus. Den semi matte læbestift, der er inspireret af velour couture-stof, indeholder plejende silkeolier og sfærisk pudder, hvilket giver en let lysreflekterende finish. Det er den internationale makeupartist Tom Pecheux, som står bag designet af de 12 nye forskellige fløjlsmatte nuancer.
Nu er 90’ernes og 00’ernes gloss tilbage! essence extreme shine volume lipgloss 201 fremhæver læberne, og får dem til at syne fyldigere. Der er 15 smukke nuancer at vælge imellem, hvor farverne et til ni sørger for fuld volumen, farverne 101 til 105 har en plumping effekt, mens 201 korrigerer efter læbernes individuelle pH-værdi.
Lancômes nye halvmatte læbestift L’Absolu Rouge Drama Ink er nem at påføre og giver farve i ét strøg. Den har en god holdbarhed, smitter ikke af og gør læberne bløde og lækre. Kommer i 14 nuancer.
Votary Tinted Lipgloss, der giver læberne et fint rødt skær og en flot glans, består af 12 naturlige planteolier og et nyt bæredygtigt og vegansk rødt pigment.
The Body Shops nye farvestrålende læbekollektion Speak Up Vinyl Lip Gloss består af fire veganske lipglosser med jojoba- og ricinusolie samt Community Fair Trade-produceret sheasmør fra Ghana, der tilsammen giver læberne en masse fugt og næring.
Med M.A.C’s flydende læbestift Love Me Liquid Lipcolour får læberne masser af farve og bliver fugtet og plejet med den effektive blanding af nærende olier, shea- og carnausmør og agurkeekstrakt. Vælg mellem 20 smukke nuancer i blandt andet rød, brændt appelsin, lyserød, lilla og nude.
Glossiers Ultralip består af en blanding af en opbyggende farve, olie fra vandmelonkerner, meadowfoamfrø, og fire forskellige hyaluronsyrer. Produktet har en balm-agtig behagelig tekstur, der holder på læbernes fugt, så de bliver bløde over tid. Kommer i ni forskellige nuancer.
***