Ninas leder i maj-nummeret

Vi har nu udsendt Fagbladet KOSMETIKs maj-nummer til alle vores læsere. Og her kan du læse mine indledende ord i dette nummer:

UltraVelkomne stråler – det er overskriften på dette nummers temaartikel om solbeskyttelse anno 2021. Helle Forums ordspil med UV-stråler skyldes naturligvis, at vi dette forår mere end nogensinde har længtes efter at komme ud, komme ud blandt andre, komme ud i solens stråler og bare mærke, at vi lever, efter mange måneders corona-begrænsninger i vores adfærd. Men nu lysner det, vi oplever lempelser i stramningerne, og vi går sommeren i møde fulde af håb og forventning.

Mundbindspåbuddet har fået os til at sætte fokus på øjenprodukter, og i særdeleshed brynprodukter. Og øjenbrynene har haft gode vækstvilkår den forgangne vinter, hvor vi hverken har kunnet få dem rettet eller farvet professionelt men har forsøgt på hjemmebasis at råde bod på miseren eller måske bare har ladet stå til. Det har Anne Absalonsen talt med eksperterne om i artiklen ”Ud af dvale med bedre bryn”. Men pandemien har også pustet liv i makeuptrends – især hos den unge generation Alpha, som er født med en skærm i hånden, hvilket påvirker deres opfattelse af ydre fremtoning. Det har vi talt med M.A.C Cosmetics’ senior national artist, Massimo Mazzotta Møller, om i artiklen om de nye unge.

En anden trend – som er kommet for at blive – er hudplejeprodukter med CBD. Vi har skrevet om det i et par år og afventet, om det var et forbigående hype, men vi må konstatere, at flere og flere lancerer CBD-produkter til hud og hår, og at efterspørgslen er der. Nogle føler sig måske stadig ikke helt fortrolig med definitionerne og forskellene i CBD- og hampverdenen, og det vil vi prøve at råde bod på i artiklen om CBD.

Uanset hvilken form for hudpleje, vi foretrækker, vil basis for en sund hud grundlæggende findes i vores kost. For tiden går mange i en mere plantebaseret retning, og uanset om man går hele vejen og bliver veganer, eller om man blot skærer det meste af kødet fra, vil de generelt ændrede spisevaner have betydning for vores krop og vores hud. Læs med i Jerk W. Langers artikel om kostens betydning for huden.

Med dette og meget mere siger vi god læselyst og god sommer. På gensyn i næste nummer af Kosmetik den 1. september 2021.

Med venlig hilsen

Nina H. Kluge
Ansv. redaktør

Tags:

Relaterede

Annonce
Annonce