Den konkursramte parfumeri-kæde VITA får nye ejere, som er i gang med en rekonstruktion. Søster-kæden Loco lukkes. 

Sidste uges triste besked om, at norske Cosmetic Group gik konkurs og måtte lukke både VITA-parfumerierne og Loco-kæden ramte det norske kosmetikmarked hårdt. Hurtigt derefter gik rekonstruktionsselskabet Jotunfjell Partners ind som nye ejere af kæderne og besluttede, at VITA skal rekonstrueres, men at 58 butikker skal nedlægges, samt at Loco-kæden afvikles, og de 24 Loco-butikker lukker, så snart varerne er solgt og lageret tømt.

“VITA har været en stor succes igennem mange år på det norske kosmetikmarked og har mange af de dygtigste medarbejdere i branchen ansat. Vort mål er at genvinde denne ledende position sammen med dem ved at gå tilbage til rødderne, finde frem til det bedste af det, som var, og gøre kvalitetsprodukter let tilgængelige for kunderne til rigtig konkurrencedygtige priser,” siger Kristoffer Olsen, som er bestyrelsesformand i Jotunfjell Partners.

Endvidere vil de nye ejere udskille de bedste af de tidligere VITA Exclusive-butikker i et selvstændigt selskab, og de skal drives videre under nyt navn.

Næsten hver tredje VITA-butik lukkes, og flere hundrede ansatte mister jobbet. Blandt de butikker, som nedlægges, er Vita Carl Berner, som er den første VITA-butik i Norge og blev startet i 1981.

Cosmetic Group AS’ omsætning i 2018 var på NOK 1,35 mia., og kæderne have et underskud før skat på NOK 3,7 mio.