Bløde læber
Det er sæson for tørre læber. Derfor tester jeg i øjeblikket et læbeserum, som giver en blid kemisk eksfoliering, der udglatter, fugter og styrker hudbarrieren på læberne. Produktet er fra The Ordinary og hedder PHA 5% Exfoliating Lip Serum.
Læbernes hudoverflade har kun 3-5 cellelag, mens resten af ansigtet har omkring 16 cellelag. Læberne har således en meget tyndere hud og hudbarriere, og har derfor tendens til at tabe fugt hurtigere end resten af ansigtet.
Dette læbeserum indeholder 5% PHA og 1,5% AHA, som virker eksfolierende, men uden friktion. PHA’et er gluconolactone, som opløser døde hudceller. Det har en stor molekylevægt og er derfor mildt og giver en blød eksfoliering til den sarte hud.
Serummet har en let lyserød farve, som kommer fra ingrediensen Daucus Carota Sativa. Farven forsvinder ved påføring på læberne.
Det anbefales at bruge serummet 2-3 gange om ugen, og det har virket fint for mig. Jeg påfører det om aftenen og bruger i øvrigt læbebalm om dagen, og mine læber er faktisk dejligt bløde i øjeblikket trods den kolde og blæsende tid på året!
***
De viste produkter har jeg modtaget til test sammen med en pressemeddelelse.











