Nye tal fra Dansk Erhverv viser, at forbruget her i Black Week 2025 ligger væsentligt over sidste år. Selve Black Friday i morgen forventes også at vokse.

De danske forbrugere har trodset den rekordlave forbrugertillid og shoppet løs i Black Month og Black Week. “Både de store og små virksomheder, vi taler med, er i superhumør og melder om stor fremgang fordelt over måneden og ugen. Forbrugerne har droppet pessimismen og slået hul på sparegrisen. Det er positivt, og vi er på vej mod en ny rekord,” siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.

Nethandlen vokser
Dansk Erhvervs analyse viser, at 8 ud af 10 danskere (83%), der planlægger at shoppe på Black Friday i 2025, forventer at gøre det online hos danske butikker. Det er en markant stigning på 9% i forhold til 2024.

Samtidig regner 53% med at handle i en fysisk butik, mens 43% forventer at lægge deres ordre i en udenlandsk netbutik.

Kilde: Dansk Erhverv

48% af de adspurgte forbrugere fortæller, at de har udskudt køb i forventning om at handle på Black Friday. Det er ny rekord.

Hvad køber forbrugerne på Black Friday?
Forbrugerne jagter Black Friday-tilbud i stort set alle kategorier: tøj, sko og accessories topper listen – her forventer 57% at gå på tilbudsjagt.

Over hver tredje kigger også efter tilbud på elektronik og hvidevarer (37%), ting til boligen (34%) og kosmetik & helse (33%) – det er små stigninger i forhold til 2024.

Kilde: Dansk Erhverv

Black Friday er starten på julehandlen
Traditionen tro skyder danskerne julesalget i gang under Black Friday. Fire ud af fem danskere (79%), der planlægger at handle på Black Friday, vil købe julegaver, hvilket er samme niveau som i 2024. Flere kvinder (84%) end mænd (74%) bruger dagen til gaveindkøb.

Men Black Friday handler ikke kun om gaver til andre. Over halvdelen (55%) forventer at forkæle sig selv. 37% vil købe noget til husstanden. Og 27% planlægger at købe andre typer gaver. Tallene ligger på niveau med sidste år.

MobilePay slår rekord
Hos MobilePay er meldingen også positiv, forklarer Casper Højgaard, der er chef for e-handel hos MobilePay.

Målt på kroner er Black Month 13% over sidste år, mens Black Week målt indtil 26/11 er 9% større end sidste år. “Sidste år slog Black Friday alle rekorder hos MobilePay, formentlig fordi Black Friday faldt på en lønningsdag. Det går den også i år – og vi kan se, at Black Week allerede har været præget af højere aktivitet end normalt. Vi har i flere år set robust vækst i e-handel i Danmark, og MobilePay står centralt på dette område. Derfor venter vi også, at Black Friday igen i år kan sætte rekorder hos os.”

Flere og flere pakker
Danskernes købelyst smitter af på pakkeleverandørerne. Lars Balsby, salgsdirektør hos DAO, melder om en Black Month, der er 12% større end sidste år.

Også hos GLS er der “overraskende travlt”, siger adm. direktør Steen Christensen. Både Black Month og Black Week er ca. 10% større end sidste år: “Der er rigtig mange pakker, men vi har også øget vores kapacitet, så der er styr på det. Pakkerne når frem.”

Stor Black Friday i vente
Selvom forbrugerne har skruet op for købene i Black Month og Week, så er Niels Ralund ikke bekymret for, at gassen går af ballonen på selve Black Friday. Den falder nemlig igen i år på en lønningsdag: “Det giver traditionelt et stort boost, og det tror jeg også sker i år. Og så bliver Black Friday anno 2025 en virkelig flot en af slagsen.”

 

 

Kilde: Dansk Erhverv

***

 

Tags:

Relaterede

Annonce
Annonce