Black Friday er blevet til Black Month

Ifølge Dansk Erhvervs nye medlemsundersøgelser udvider flere og flere netbutikker Black Friday til hele november.

Der er godt nyt: knap hver tredje netbutik forventer, at årets salg i forbindelse med Black Friday bliver mindst 25% større end sidste år, fortæller Dansk Erhverv, der netop har foretaget en medlemsundersøgelse om nethandelen i forbindelse med Black Friday.

En fjerdedel af de butikker, der er med på Black Friday-bølgen, sendte de første tilbud afsted allerede den 1. november. Det giver god mening, vurderer Carsten Rose Lundberg fra Dansk Erhverv. For det spreder salget og mindsker presset på logistik og kundeservice. Det giver flere købsmuligheder og fanger kunder tidligere i købsrejsen, mens annoncepriserne bliver lavere end på selve Black Friday-weekenden.

I alt kører to ud af tre netbutikker med tilbud i forbindelse med Black Friday, og det er på samme niveau som tidligere år. Forventningerne til Black Friday kampagnerne i 2025 er lidt over niveauet i 2024. Begge år falder Black Friday på lønningsdagen, og det giver lidt medvind.

 

Timingen af Black Friday har stor betydning for salget
Black Friday 2024 faldt på den sidste hverdag i måneden, hvilket for mange danskere er den helt store lønningsdag. Det er ikke sket siden 2019. Derudover lå Black Friday også op til 1. søndag i advent. Timingen har dermed været fordelagtig, og det sammenholdt med at købekraften for mange danskere blev genoprettet i løbet af 2024, har bidraget til, at årets største handelsdag slog rekord.

Timingen af Black Friday 2025 kommer til at ligne den fra 2024. Det bliver nemlig igen på lønningsdagen og op til den 1. søndag i advent, hvorfor man godt kan forberede sig på, at danskerne vil være købelystne.

Kilde: Dansk Industri

 

Ca. hver sjette deltagende butik (17%) forventer ikke at tjene penge på Black Friday i 2025, mens 77% i år forventer at tjene penge på Black Friday. Andelen med positiv bundlinje er stigende de sidste par år. Det ser dermed ud til, at butikkerne har fået justeret kampagnerne så godt, at det giver en bedre bundlinje – efter nogle år, hvor indtjeningen har været mere under pres.

 

Grafik: Hvordan forventer I, at Black Friday-salget bliver i år sammenlignet med 2024?

Kilde: Dansk Erhverv

 

Flere glade deltagere
Andelen, der mener, at Black Friday er en fordel, er for første gang noget større end andelen, der oplever, at Black Friday er forfærdelig, hvor man er tvunget med for ikke at miste salg. Det hænger formentlig sammen med, at kampagneperioden er forlænget, og at flere vurderer, at deres bundlinje er positiv.

Færre er med på Singles Day
Ca. hver sjette netbutik i analysen (16%), der har salg til forbrugere, har Singles Day tilbud i år. Niveauet er lidt lavere end de foregående år; men stikprøven er lille og faldet er derfor ikke en entydig konklusion. Ingen er med for første gang.​

Tidligere start på Black Friday kampagnerne betyder også, at Singles Day for stadig flere ligger i Black Friday kampagneperioden.

Analysen indikerer, at butikkerne ofte ikke er aktive på Singles Day alene for at øge bundlinjen. Hver tredje butik i analysen forventer et positivt resultat på bundlinjen, mens en tredjedel er med, fordi det giver mening – eksempelvis på grund af branding.

Lønningsdag løfter købelysten
Den 28. november løber Black Friday 2025 af stablen i Danmark. Og lige præcis den dag får rigtig mange danskere udbetalt løn. Det kan påvirke deres købelyst.

Sidste år faldt Black Friday også på en lønningsdag, og det medførte 39% flere transaktioner via Mobilepay og en omsætning på dagen, der var 43% højere end Black Friday i 2023.

Kilde: Dansk Erhverv

 

Tal fra Black Week 2024 ifølge Nationalbanken
Omsætningen med betalingskort i uge 48, også kendt som Black Week, var 36% højere end den gennemsnitlige uge i 2024. Tallene for den daglige kortomsætning i Black Week, viser, ikke overraskende, at kortomsætningen på Black Friday lå betydeligt højere end den gennemsnitlige fredag i 2024, nemlig 68% højere. Sammenlignet med Black Friday 2023 landede kortomsætningen i 2024 hele 43% højere, godt hjulpet på vej af sammenfald med at mange fik udbetalt løn samme dag.

Kilde: Nationalbanken

 

 

 

***

 

Tags:

Relaterede

Annonce
Annonce