Årets Black Friday og Black Week blev det salgsboost, som mange danske netbutikker havde sat næsen op efter. Det viser nye tal fra Dansk Erhverv.

“Efter at have set flere tal for Black Week, så kan vi heldigvis konkludere, at det blev et ganske imponerende salg, som i hvert fald ramte samme niveau som sidste år. Det var tiltrængt, så jeg tror, at mange virksomheder sidder ganske tilfredse tilbage,” siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.

Dansk Erhverv har blandt andet fået tal fra Vipps MobilePay, som viser, at der har været en vækst på 10% i Black Week fra mandag til søndag. De samlede transaktioner for hele Black Week løb op i 4,6 millioner. Den samlede omsætning var kr. 3 milliarder. Den gennemsnitlige størrelse på den digitale indkøbskurv var kr. 657. Også selve Black Friday bød på vækst, forklarer Lars Green fra Vipps MobilePay: “Black Friday er årets største e-handelsdag og lander samlet set på 4% vækst i forhold til sidste år. MobilePay sætter således ny rekord i både omsætning og transaktioner.”

Black week
Hos web2media viser tallene fra virksomhedens kunder et flot slag, men de viser også, at salget i år er blevet mere fordelt ud. Det forklarer stifter og partner, Allan Jørgensen:

“Det er interessant at se, at Black Week rammer fornuftigt over sidste år. Black Friday er en anelse over, men ikke meget. Selve eventet er altså bredt mere ud over ugen – stadig med flot salg og en shopping-højtid, der virkelig har bidt sig fast!”

Hos s360, der leverer tal til Dansk Erhvervs E-indeks, ligger omsætningen for Black Week også marginalt over sidste år, bekræfter Glenn Risum, VP & Head of Paid Search hos s360.

Sværset for de mindste
Dansk Erhvervs E-handelsbarometer har det sidste års tid vist, at særligt de mindre netbutikker har kæmpet med omsætningen. Den tendens viste sig også i forbindelse med Black Week. I hvert fald var væksten blandt de mindste ikke helt så stor som i resten af markedet:

“Vores kunder omsatte for kr. 335 millioner, hvilket er 1% mindre end i Black Week sidste år. Det er et resultat, vi er rigtig godt tilfredse med i et svært marked,” siger Erik Bruun, E-commerce Sales Director hos team.blue Denmark, der er en af Danmarks førende leverandører af hosting til små og mellemstore virksomheder.

Flere pakker end sidste år
De mange ordrer hos netbutikkerne kan mærkes hos logistikvirksomhederne, der melder om kontrolleret travlhed:

“Der er masser af pres på, og volumenen er højere end sidste år, men vi når det. Og så kører vi en konkurrence om gavekort til den butik, hvor pakken skal hentes. Kunden deltager ved at hente pakken inden for 24 timer, så det nedbringer risikoen for, at butikken drukner i pakker,” siger Stine Sander, Vice President Communication & Parcels, PostNord.

Hos GLS lyder samme toner:
“Der er travlt, og der er også mere travlt end sidste år. Men vi er forberedte, så alt er godt, og pakkerne er ude,” siger adm. direktør Steen Kristensen.

“Vi har haft travlt hele sidste uge, og generelt er der flere pakker end forventet, men vi når det hele, selv om det er nogle hårde dage,” lyder det fra direktør Hans Peter Nissen fra DAO.

Dyrere at få kunder
Annoncepriserne er steget, og det er blevet dyrere at hente vækst ved at købe sig til det. Allan Jørgensen fra web2media fortæller: “De store vindere i år er de webshops, der har evnet at samle loyale kunder op hen over året – og før den store, men dyre, uge.”

Glenn Risum fra s360 bekræfter: “I s360 ser vi generelt på tværs af vores kunder, at investeringen i Black Friday og i perioden op til er steget, og forbrugerne begynder at søge efter tilbud tidligere sammenlignet med de foregående år. Udviklingen af Black Friday-konceptet og transformeringen mod en udvidet tilbudsperiode over de seneste år, understreger vigtigheden af fleksibilitet og tilpasningsevne i et e-handelsmarked, der konstant er under forandring,” slutter Glenn Risum, VP & Head og Paid Search hos s360.

 

 

Kilde: Dansk Erhverv

***

 

Tags:

Relaterede

Annonce
Annonce