Comfort-dufte i corona-tider, del 3:6

2020 var året, hvor meget gik anderledes end planlagt – lanceringer blev udsat på grund af coronaen, som i sit kølvand har bragt ændrede indkøbs- og forbrugsmønstre, der vil præge tiden frem. Men hvor stor en rolle spiller parfume overhovedet, hvis vi bare skal holde os hjemme det meste af tiden?

Artikel fra Fagbladet Kosmetik (november 2021) – af Helle Forum
…fortsat fra del 2:6 den 5. januar 2021

Vi har talt med Helle Nielsen, Market Director, L’Oréal Danmark, om coronaens påvirkning af parfumemarkedet. Hun fortæller:

”Det har været et år, hvor der er sket meget – men ikke på samme måde som før. Corona har selvfølgelig gjort det svært. På nogle fronter har man sommeren over kunnet se store promotions – der har været lagre, der skulle ryddes. Dertil kommer, at lanceringer er blevet aflyst – efter hvad vi hører.

Men duftmarkedet var også før præget af, at vi for tiden ser den største vækst ske inden for hudpleje – de sidste par år har ”health and wellbeing” som bekendt været i centrum.

Når man kigger i aviser og blade, er det ofte nicheduftene, der er fremtrædende. Samtidig trender også de helt unge forbrugere tydeligt op og går efter signaturduftene fra store navne som Valentino, Yves Saint Laurent, Gucci, Marc Jacobs, Prada. Dermed indsnævres markedet for lifestyle-duftene.

Man kunne så tro, at nicheduftene – som vi jo også selv har nogle af, for eksempel Maison Margiela og Atelier Cologne – står meget stærkt. Men kigger man nærmere, er der mange dufte, der kommer – for så at forsvinde igen. Sikkert nok så meget fordi de taler til et kundesegment, der hele tiden vil have noget nyt i kombination med, at gruppen fortsat ikke er så stor.

Hvad angår vores egne lanceringer, tror jeg meget på Armani My Way, som netop er kommet her i efteråret. Den har som sit tema dette med at rejse, opleve, komme hinanden ved, sammenhold og tilbage til naturen og inkluderer også refills ud fra en tanke om bæredygtighed – alt det, vi lige nu higer efter.

En anden duft, som jeg forventer vil markere sig stærkt, er Valentino’s Voce Viva. Med et tema, der hedder ”My Voice, My Strength”, og Lady Gaga i front kan det næsten kun blive stort.

Skal vi finde fællesbetegnelser for året 2020 mener jeg, vi ser en ”tilbage til rødderne”-tråd. Vi køber ikke bare en ny duft, vi passer samtidig på naturen og miljøet, fokuserer på bæredygtighed, vi hjælper kvinder i Afrika til et bedre liv med større selvbestemmelse – det er i fokus mange steder. Måske fordi det skaber sammenhæng i en kaotisk verden at komme hinanden mere ved,” slutter Helle Nielsen.

DUFTTRENDS:

Autenticitet
Tiden taler for social bevidsthed frem for livsstil, fællesskab frem for ego. Et par eksempler på dufte, der tydeligt iscenesætter sig ud fra denne tidens nye præmis er:

Abercrombie & Fitch Authentic Night duftduo
Giorgio Armani My Way

Tidens heltinde
Pierpaolo Piccioli, ”næsen” bag Valentinos Voce Viva duft, satte sig for at tydeliggøre forbindelsen mellem duftens sansepåvirkning og stemmens udtryk. Resultatet blev Voce Viva, som med temaet ”My voice, my strength” har givet hovedrollen til Lady Gaga. Bliver det større og mere i tråd med tiden?

Valentino Voce Viva

En duft af bold
Diesel har indgået aftale med Neymar og går med ham som angriber på markedet med den nye Diesel Spirit of the Brave duft, mens Zlatan bliver på egen banehalvdel med eget duftmærke og ny Sport FWD lancering i 2020.

Diesel Spirit of the Brave Intense
Zlatan Sport FWD

Læs videre i del 4:6 i morgen, hvor vi taler med Parfusale AB, som er nordisk Givaudan-partner.

Tags:

Relaterede

Annonce
Annonce