De siger, det tager 2 år – men hvem tæller

Det kunne være som taget ud af mit liv, men det er faktisk titlen på en ny bog om at miste kærligheden og finde sig selv igen.

Jeg har netop læst denne dejlige bog, som er skrevet af Danica Chloe og er hendes forfatterdebut. Jeg har fulgt Danica de seneste par år, fordi jeg er trofast lytter af hendes podcast ”Voksendating”. Da jeg selv blev single for et par år siden, tænkte jeg, at jeg måtte lære noget om datingverdenen, inden jeg kastede mig ud i den, og jeg må sige, at denne podcast har lært mig virkelig meget om et for mig nyt og uprøvet univers – blandt andet har jeg fået et helt vokabularium inden for dating- og parforholdsverdenen. Derfor blev jeg også nysgerrig, da jeg så, at Danica nu udgav en bog.

I bogen inviterer Danica læseren helt tæt på sin rejse før, under og efter en skilsmisse. Det er en ærlig fortælling om de umulige samtaler, de ensomme aftener, de kaotiske dates og de små sejre, der føles som milepæle.

”Der findes bøger, der bliver skrevet, længe efter at stormen har lagt sig. Og så findes der bøger som denne, skrevet midt i orkanens øje.”

Sådan indleder Danica bogen og siger endvidere, at dette ikke er en selvhjælpsbog men derimod en ærlig fortælling om at miste og finde sig selv.

Første kapitel handler om, hvordan et forhold kan gå fra lykke og idyl til udmattende metaltræthed, der fysisk sætter sig i kroppen og til sidst ender med ordene ”Jeg vil skilles”.

Kapitlerne skifter mellem refleksioner over kærligheden og cases fra det virkelige liv.

Danica fortæller på mest underholdende vis om at stifte bekendtskab med datingmarkedet og sin egen udvikling fra Tinder-debut til Danica version 2.0. Hun har gode og mindre gode oplevelser og bl.a. været i et situationship:

”Det blev til fem udmattende måneder med on an off, skiftende stemninger og nul retning. I mit hoved handlede det om at overbevise ham om, at jeg var verdens bedste idé. Ikke nødvendigvis fordi jeg ville ham, men fordi jeg på det tidspunkt målte mit eget værd i, hvor meget mænd gad mig. Uhyggeligt, ja, men sandt. Jeg var absolut ikke et godt sted oven på bruddet, som jeg endnu ikke havde håndteret, men derimod udelukkende flygtede fra.”

Danica fik et klarsyn under et ophold i udlandet. Det må jeg personligt sige, at jeg også kender. Det er oftest på mine udlandsrejser alene, at jeg ser tingene fra en anden vinkel og – måske – finder en løsning på udfordringerne. Som Danica også skriver:

”Jeg får altid et klarsyn, når jeg er i udlandet. Eller måske bare, når der er afstand nok til, at jeg kan se tingene klart og genvinde min selvrespekt.”

I Danicas situationship tog de flere omgange med hinanden, før det endelig sluttede:

”En måned senere stødte vi tilfældigt ind i hinanden på gaden, og alt begyndte forfra. Dårlige svartider. Sene nætter. Alt det, jeg netop havde sagt farvel til. Intet havde selvfølgelig ændret sig. Tværtimod kun til det værre.”

I bogen reflekterer hun over, at det ikke altid er det vilde og spændende, der er lykken. Hun øver sig i at vælge det nære og sårbare – ham der er til stede og bliver, når tingene bliver svære.

Danica har kastet sig ud i datingmarkedet med mellemrum og trukket sig igen med mellemrum. Hun fortæller om, da hun atter en gang kastede sig ud i datinglivet for at dulme:

”Jeg kunne ikke føle noget og havde nogle forfærdelige måneder med ligegyldige onenightstands og nye dates. … Jeg matchede med en på Tinder. Han skrev hurtigt og spurgte, om vi skulle gå en tur. Noget, jeg absolut ikke gjorde mig meget i på datingmarkedet på det tidspunkt. Faktisk var vi allerede to mål bagud, alene fordi vi mødtes på en datingsapp. Jeg har aldrig følt mig hjemme på det digitale kødmarked, for jeg elsker at møde folk i virkeligheden. Alt andet føles unaturligt for mig.”

Ja, sådan er vi nok mange, der har det. Og ikke desto mindre hopper de fleste ind og ud af datingapps, for det er faktisk ikke altid lige nemt at møde hinanden i virkeligheden. Men uanset om det er via apps eller IRL (in real life) er der også røde flag og blinkende alarmer, man skal lære at kende. Danica fortæller om flere bekendtskaber med mænd med lidt for meget selvtillid og alt for lidt realitetssans. Der har været løgne og manipulerende adfærd. Lyt til din mavefornemmelse og tag den alvorligt. Lad ikke dine grænser blive overskredet, er Danicas anbefaling lært af egen erfaring:

”At svigte sig selv er den dybeste form for svigt, man kan opleve.”

Danica får det vendt til, at hun står stærkere i sig selv og fortæller i bogen:

”Jeg mærker, at jeg er stærkere og mere i kontakt med mig selv, end jeg nogensinde har været før. Og måske er det netop dét, kriserne gør. De river op i alt, de udfordrer, men de tvinger mig også til at finde ind til den, jeg virkelig er, og til at prioritere det, der betyder noget.”

”Den personlige udvikling, jeg ikke havde bedt om” er navnet på et af bogens kapitler, og et er rigtig godt udtrykt, synes jeg. Man bliver kastet ud i en krise og deraf opstår en personlig udvikling, man ikke ville have været foruden. Man havde bare ikke bedt om den. Men set i bakspejlet har den været kærkommen.

”Noget af den personlige udvikling handler selvfølgelig om mænd. Meget af den, faktisk. Men den handler også om kærligheden til mig selv, om grænser, om venskaber og om at stole på den der lille stemme i maven, som næsten altid har ret, selvom jeg desperat har prøvet at ignorere den på repeat.”

Danica deler ud af sine erfaringer og reflekterer over, om det kan hjælpe andre, så de ikke behøver at lære det på den hårde måde – og så alligevel: Måske er det faktisk det smukke ved det. At udvikling netop er personlig og aldrig kommer belejligt. Den læres gennem knubs og oplevelser gennem livet. Den rammer helst på en iskold januardag, når man allermindst venter det.

”Vigtigst af alt har jeg lært, at det ikke er kærlighed, hvis jeg mister mig selv i forsøget på at få det til at fungere.”

Mist aldrig din selvrespekt på grund af en mand. Hvis du gør det, gør det så meget mere ondt, når forholdet slutter, fordi du ikke alene mister ham men også har mistet dig selv. Det er en læring, Danica har taget med sig efter flere års datingoplevelser.

Udvikling er ikke lineær. Nogle gange rykker man sig med store skridt, andre gange har man tilbagefald. To skridt frem og ét tilbage er nok den typiske udviklingsvej. Men lad være med at slå dig selv i hovedet, fordi du får længsler og tilbagefald til noget, der ikke gavnede dig. Du kommer op på hesten igen og fortsætter vejen frem på udviklingsstien:

”Førhen havde jeg hadet mig selv for at falde i, når jeg vidste, at det ikke gavnede mig, men med årene er jeg blevet mere mild mod mig selv. Ja, jeg kysser nogle gange på frøer, også når jeg ved, at de kun er frøer, men til gengæld føles det rart i øjeblikket. Vi er alle bare mennesker, der ikke altid ved, hvad vi vil, eller hvad meningen med livet overhovedet er.”

Kærligheden skal ikke bevises, den skal kunne mærkes. Danica siger, at hendes vigtigste læring er:

”At livet ikke altid handler om at ramme helt rigtigt første gang. Det handler mere om at leve det fuldt ud med alt, hvad det indebærer af eventyr, skuffelser og alt derimellem, herunder også fortrydelse og tirsdage, hvor jeg græder over nogen, der ikke forstår mig, og bagefter tager min smukkeste kjole på, ringer til en veninde og drager ud på nye eventyr.”

Ja, vi rejser os altid igen.

“Dating anno 2025: swipe, ghost, repeat”
Det er navnet på et kapitel om datingapps, som bestemt ikke er Danicas (og min) kop te. De giver et hurtigt dopaminrush, når et match tikker ind, men det er oftest useriøst. Vi håber alle på et datingapp-mirakel, men som Danica skriver:

”Det er som om, vi alle sammen er figurer i et gigantisk Sims-univers, hvor målet ikke er kærlighed, men hvem der får flest superlikes. Så kan vi holde os selv, og hinanden, hen for en stund. Lige indtil vi tosomhedshungrende bevæger os igennem en verden af umulig kærlighed.”

Der har aldrig været flere singler end nu, og alligevel føles det, som om det er sværere end nogensinde at finde en, der faktisk vælger dig til:

”…Ikke bare en fredag aften via Instagram, men faktisk i virkeligheden og med al den skønne bagage, der følger med. Og det er hér, jeg må minde mig selv om, at jeg ikke savner en bestemt mand. Jeg savner følelsen af at blive valgt til og mærke den dér boblende energi, når nogen tydeligt viser, at de vil mig. Ikke bare som én mulighed ud af mange, men som et bevidst valg. Jeg skal føle mig tryg og mærke ham 100 procent, samtidig med at jeg selv skal vælge ham til – med samme tydelighed og energi, som jeg ønsker at blive valgt med. Ellers sker det aldrig.”

Hørt, hørt, Danica. Det gør ondt at miste illusionen om at være nogens førstevalg. Vi er i en kultur, hvor der er uendelige muligheder, og ironisk nok bliver det sværere og sværere at binde sig. Situationships er blevet den nye normal. Datinglivet tapper ind i zapper-kulturen, hvor vi hurtigt er videre til det næste. Ingen tør binde sig af frygt for, at der venter noget bedre rundt om hjørnet.

I et af de afsluttende kapitler causerer Danica over, hvad kærlighed er. Og findes forelskelse overhovedet? Eller er det hele bare en kemisk proces med et øget niveau af dopamin og stresshormoner, der bliver frigivet i vores hjerner? Når man har prøvet det, ved man, at det er dejligt. Men så kommer spørgsmålet alligevel: Tør jeg overhovedet blive forelsket og elske igen? For lige så dejligt det er, lige så hårdt og opslidende kan det være, hvis det går galt:

”Kærlighed er ikke en flugt fra mig selv eller mine traumer. Min kommende partner kan være en bonus, ja, men aldrig et plaster på et sår, jeg stadig skal lære at hele.”

Danica fortæller, at hun ikke ville have været de hundredvis af sorgfulde aftener foruden, for det var der, midt i frustrationer og kaos, at hun fandt sig selv igen:

”Alenetiden tvang mig ud i en identitetskrise, for hvem er jeg overhovedet, når jeg ikke længere er nogens kone? Det er ikke pænt, og det er ikke glamourøst. Derimod er det en blanding af gråd, regninger, uendelige to do-lister og champagne på en fredag. Den første frihed er altid både sød og bitter. Men langsomt, lidt efter lidt, og med en fortsat igangværende proces, begyndte jeg at forstå, at ægte kærlighed ikke er det, man finder hos nogen. Det er det, man finder i sig selv. Den kan komme fra en anden, når tiden er til det, men den skal allerede bo i én selv.”

Afslutningsvis fortæller Danica om, hvordan skilsmissen og de efterfølgende fantastiske og kaotiske singleår fik hende til at gå fra et vi til et jeg:

”…Og det er måske det mest værdifulde jeg har taget med mig. Nemlig evnen til at mærke mig selv og vide, hvad jeg elsker, og hvad der ikke længere tjener mig. Det handler ikke længere om, hvem der mangler i mit liv, men om, hvem jeg vælger at have med, og hvordan jeg vælger at leve det. Jeg har lært, at frihed ikke er fraværet af mennesker, men tilstedeværelsen af mig selv i mig eget liv, og at intet øjeblik er spildt, så længe jeg er til stede i det her og nu. Jeg kan se tilbage på de sidste fire år med alt fra hjertesorg til de ekstatiske øjeblikke, der fik mig til at føle mig helt i live, og jeg forstår nu, at hver eneste oplevelse har været en brik i det puslespil, der har formet mig.”

Danica slutter sin fine bog med disse ord:

”Når jeg om lidt sætter bogens sidste punktum og ser tilbage på de sidste år, kan jeg ikke lade være med at smile lidt. Ikke fordi alt har været nemt eller er gået, som jeg indledningsvis troede, men fordi jeg har turdet mærke efter, turdet elske, turdet fejle og turdet starte forfra igen og igen, selv når det har gjort mest ondt. Og det føles som nok for mig. I hvert fald nok til at vide, at uanset hvad der kommer min vej, har jeg mig selv med, og det er faktisk det bedst tænkelige udgangspunkt. Fra det sted kan jeg møde alting, der venter derude, uden at miste mig selv undervejs.”

Min anbefaling
Jeg har følt mig underholdt fra start til slut, for Danica skriver både let, underholdende og selvironisk uden at være overfladisk. En fin balance.

Sproget er letlæst, og bogen veksler mellem filosofering over kærligheden, datingverdenen og livet generelt og så en række casehistorier om nogle af de mænd, Danica har mødt på sin vej igennem datingjunglen – på godt og ondt.

Bogen ramte mig personligt lige i hjertet, for jeg har næsten sideløbende med Danica været igennem et brud og en ny begyndelse udi datinglivet samtidig med den helt store nedtur og vejen frem til at finde ind i mig selv. Rigtig meget af det, som Danica skriver, kan jeg personligt relatere til – også selvom jeg kunne være hendes mor. Kærlighed og dating har ingen alder! Det er også derfor, jeg faldt over Danicas podcast ”Voksendating”, da jeg blev single. Dengang troede jeg, at den handlede om dating for folk med en del år på bagen som jeg selv, men den handler om dating i alle aldre, men selvfølgelige meget om 30’erne og 40’erne, som Danica selv er en del af. Men mekanismerne er de samme, og sproget og begreberne er gode at lære, når man kaster sig ud i dating-disciplinen.

”De siger, det tager 2 år – men hvem tæller” er en dejlig og ærlig bog fra en kvinde, som meget åbent deler ud af sine egne erfaringer om skilsmisse, brud, dating, selvudvikling og en ny begyndelse midt i livet.

Tak for en god bog, Danica Chloe. Den får min bedste anbefaling.

Om bogen
Titel: ”De siger, det tager 2 år – men hvem tæller”
Forfatter: Danica Chloe
Forlag: Forlaget Grønningen 1
Udgivelsesår: 2026
Sider: 192

***

Jeg har modtaget et anmeldereksemplar af bogen fra forlaget.