En af kosmetikbranchens mangeårige distributører, HOB House of Brands – i daglig tale kaldet HOB – er netop gået konkurs. Virksomheden ejes af kosmetolog Helle Thorup og hendes mand Flemming Pagaard, og det er både HOB House of Brands A/S og HOB House of Brands Retail A/S, der er begæret konkurs.
Vi har talt med direktør Flemming Pagaard, som fortæller til beautynews.dk: ”Der er tale om en egen konkursbegæring, hvor jeg har indgivet en konkursbegæring til skifteretten. I slutningen af januar mistede vi et af vores største mærker, og jeg måtte erkende, at det derfor var uforsvarligt at køre virksomheden videre. Jeg ved jo af erfaring, at det tager lang tid, inden man har opbygget et nyt brand, som kan brødføde en organisation som HOB.
Der har i de senere år været et udskilningsløb i branchen, hvor de store bliver større og større, og de mindre virksomheder bliver klemt, da de ikke har de stordriftsfordele, der er nødvendige for at kunne overleve i en branche, hvor alle i distributionskanalen kæmper med hinanden om den værdi, der skabes i værdikæden,” siger Flemming Pagaard.
En række medarbejdere fra House of Brands er nu jobsøgende, og Flemming Pagaard fortæller: ”Vores medarbejdere har været fantastiske og kæmpet til det sidste, og flere er allerede på vej i gode stillinger i branchen. Men naturligvis er det sørgmodigt at sige farvel til gode medarbejdere, der for fleres vedkommende har arbejdet i over 10-15 år sammen med os.”
Helle Thorup og Flemming Pagaard forventer at blive i branchen mange år endnu, men i et mindre setup. ”Det er ikke alt i livet, der går, som man måtte ønske, men vi må op på hesten igen, når der er faldet ro på,” slutter Flemming Pagaard.
Om HOB
HOB House of Brands A/S blev stiftet i 2000 under navnet Spa Supply ApS, og skiftede i 2020 navn til det nuværende.
HOB House of Brands Retail A/S blev stiftet i 1986 under navnet Okfid Investering 4 A/S, skiftede navn i 1989 til D.M.S. Dansk Varemærkesalg A/S og ændrede igen navn i 2020 til det nuværende.
Helle Thorups og Flemming Pagaards øvrige selskaber, herunder Oneblackcar og Helle Thorup ApS, fortsætter uændret.
Ud over kannibaliseringen i branchen, som Flemming Pagaard fortæller om, har også Corona-årene 2020 og 2021, og efterfølgende krigs- og kriseåret 2022, været hårde for hele kosmetikbranchen, først og fremmest for klinikker og butikker med direkte forbrugerkontakt, men også for branchens leverandører, som er blevet klemt af deres kunders nedlukninger og faldende salg. Lad os håbe, at der ikke kommer flere konkurser lige foreløbig.
***