Skønhedsbranchens nye normal

Skønhedsbranchens nye normal – det var titlen på en artikel i det seneste nummer af Fagbladet Kosmetik, hvor vi talte med branchefolk om, hvordan det havde været at være lukket ned under lockdown i foråret, og hvordan både skønhedsklinikker og spa’er var kommet godt igen og havde fundet sig til rette i en ny hverdag med værnemidler og sprit. Nu er vi så endt i lockdown igen, og det kan være, at skønhedsbranchens nye normal er at lukke ned og lukke op for igen at lukke ned og lukke op. Måske må vi vænne os til det i en periode.

Uden varsel er storcentre og butikker med et areal over 5.000 m2 lukket ned i dag. Fra på mandag den 21. december skal de liberale serviceerhverv lukke ned, og det gælder skønhedsbranchens frisører, skønhedsklinikker, spa’er m.m. Og fra den 25. december skal resten af detailhandelen lukke med undtagelse af dagligvarebutikker og apoteker. Genåbning forventes 3. januar 2021.

Lukningen af den fysiske handel lægger et kæmpe pres på nethandelen, især her op til jul, hvor de sidste julegaver skulle købes. Selve distributionen af pakker kan blive en flaskehals. Mange har måske allerede bestilt varer på nettet til afhentning i butik, og nu må disse pakker så omdirigeres og også bringes ud med pakkeselskaberne.

Hvad siger klinikker og spa’er om nedlukningen
Her kan du se eller gense artiklen om, hvordan skønhedsbranchen klarer en lockdown. Det kan være en opmuntring at læse Marienlyst Strandhotels spa-chef, Gita Grauslund, udtale: “Hvis vi skal igennem en lockdown igen, ved jeg denne gang, at vi kommer igennem, at folk vil have spaoplevelserne, og at de kommer igen. Danskerne har lært, hvad spa er, at det kan give dem en weekendferie. Mange har lært at blive i Danmark, og det varer ved.”

Marienlyst Strandhotel og Spa

Du kan også læse om, hvordan klinik Smukkere.nu’s Katrine Asthing blev kreativ under sidste lockdown og boostede sin webshop, så hun på fem dage solgte mere end hele det foregående år. Og Dansk Kosmetolog Forenings formand, Hele Bach, fortæller om, hvordan sidste lockdown fik klinikkerne til at skære ind til benet og udbyde de behandlinger, de er allerbedst til, for derved at skabe bedre omsætning.

Katrine Asthing

Her får du artiklen “Skønhedsbranchens nye normal” af Anne Absalonsen fra Fagbladet Kosmetiks november-nummer: Skønhedsbranchens nye normal.

Læs den i fred og ro, eller nyd bare de smukke billeder fra Københavns nye urbane spa, AIRE, det nye bæredygtige kurbad i Ringkøbing, Fjordgaarden, det prisvindende spa på Sjællands nordkyst, Marienlyst Strandhotel og Spa, og se Katrine Asthing fortælle om Smukkere.nu, og Helle Bach fortælle om Dansk Kosmetolog Forenings rolle under sidste lockdown.

Nyhedsbrevet Beautynews og Fagbladet Kosmetik ønsker alle i branchen held og lykke under lockdown og ikke mindst rigtig god vind i sejlene, når vi åbner op igen.

Tags:

Relaterede

Annonce
Annonce