Status på dansk e-handel

Andelen af danskere, der handler online, er på vej til at ramme niveauet for rekordåret 2021, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er positivt, men tallene siger dog intet om omsætningen, påpeger Dansk Erhvervs e-handelsdirektør.

Dansk Erhverv har berettet om både modgang og fremgang for dansk e-handel efter corona-tiden, hvor e-handlen toppede. Nu viser tal fra Danmarks Statistik dog, at andelen af danskere, som har handlet online inden for de tre seneste måneder, næsten rammer niveauet fra 2021, hvor dansk e-handel slog alle rekorder, ifølge danskerhverv.dk.

“Efter at have fulgt med i vores egne tal og talt med flere medlemmer, så havde jeg på fornemmelsen , at det gik den rigtige vej. Jeg er dog positivt overrasket over, at det ifølge Danmarks Statistik går så godt,” lyder reaktionen fra Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.

Men – for der er et vigtigt men – tallene fra Danmarks Statistik indeholder ikke to vigtige detaljer: Hvor ofte forbrugerne handler, og hvor mange penge de bruger.

“Vores tal har vist, at netop omsætningen har haltet efter, hvilket ikke er så mærkeligt, når vi tænker på den økonomiske usikkerhed, der har været – og i nogen grad stadig er. Så min analyse er, at forbrugerne holder fast i at handle meget online, men at de bruger færre penge pr. køb,” siger Niels Ralund og fortsætter:

“Det bliver yderst interessant at se, om den analyse holder vand, når vi om kort tid kan præsentere vores halvårsanalyse.”

Selvhentning er populæreste leveringsform
Selvom pakkeshops’ popularitet er dalet en smule det seneste år, så foretrækker et flertal af de danske onlinekunder at svinge forbi en pakkeshop eller pakkeautomat, når de skal hente de varer, de køber online.

”Det er ikke så overraskende, for med tanke på, hvor mange pakkeshops og -automater, der findes, så er det for mange den letteste og mest fleksible måde at få sine varer på. Og vi ved jo, at bekvemmelighed betyder rigtig meget for forbrugerne,” siger Jens Wedenborg, som er chefkonsulent i Dansk Erhverv, hvor han blandt andet arbejder med logistik.

”At få leveret til døren er i teorien det letteste, men for mange kræver det også, at man er hjemme på et bestemt tidspunkt, og det er ikke altid let at planlægge efter. Samtidig er det også ofte billigere at vælge en pakkeshop eller automat,” uddyber han.

Pakkeshops har mistet lidt popularitet, men samlet set er der stadig flest forbrugere, som henter deres onlinekøb i en pakkeshop eller en pakkeautomat, viser Dansk Erhvervs E-handelsanalyse:

 

Kilde: danskerhverv.dk og Danmarks Statistik.

 

***

Tags:

Relaterede

Annonce
Annonce