Tidligere ansatte har købt rettighederne til The Body Shop i Danmark og Sverige.
I februar gik selskabet bag de danske The Body Shop-butikker konkurs. Nu er de nordiske rettigheder blevet købt.
Efter nyligt globalt ejerskifte er The Body Shop tilbage på sporet med fornyede kræfter, og i Danmark og Sverige bliver det nu med danske og svenske ejere ved roret.
En ejergruppe med fire erfarne profiler skal fremover stå i spidsen for at drive det etiske skønhedsfirma som head franchiseejere i Danmark og Sverige. Alle fire har på et tidspunkt i deres karriere haft lederroller hos The Body Shop, og har desuden bred international erfaring fra andre store firmaer.
Tegnende for ejergruppen er to tidligere administrerende direktører, Mark Hermann og Cecilia Daun, og med på ejerholdet er også Alexis Tchikladzé og Nina Juul, som alle er fælles om et brændende ønske om at genoplive skønhedsbrandet. Med tidligere erfaring fra The Body Shop har de ikke sluppet kærligheden til det grønne firma og kaster nu deres passion og investering i projektet.
“Verden har brug for et værdistærkt brand som The Body Shop, og kunderne fortjener effektive og innovative produkter med ordentlig etik til fair priser” udtaler Mark Hermann, medejer og CEO.
Trods dystre udmeldinger har The Body Shop ikke været helt lukket – mange butikker verden over er forblevet åbne inklusive selvstændigt ejede butikker i Danmark og Sverige (franchise). Men det har været en hård tid for virksomheden og de ansatte under det midlertidige globale ejerskifte.
Nu er der nye spillere på banen både for det globale firma, som har fået nye dedikerede ejere i firmaet Auréa under ledelse af CEO Charles Denton, og en ny fremtid for brandet i Danmark og Sverige med de nye ejere og en konkret handlingsplan.
Godt nyt til etisk bevidste skønhedsfans
Der var massiv reaktion fra kunder verden over, da tumult ramte firmaet i starten af året, og de passionerede fans kan nu glæde sig til at se The Body Shop i en fornyet udgave.
The Body Shop har været pioner for etisk skønhedspleje siden dets start i 1976, hvor det revolutionerede branchen ved bl.a. at kæmpe imod dyreforsøg, for miljøet og fair handel og som noget helt unikt involverede kunder med aktivistiske kampagner. Firmaet sælger skønhedsplejeprodukter med fokus på innovative, naturlige og 100% vegansk certificerede ingredienser.
Fornyelse af The Body Shop
Ejergruppen vil fremtidssikre firmaet med en ny forretningsmodel, der involverer stærkt fokus på digital udvikling, ekstraordinær kundeoplevelse og strategisk omnichannelsalg med B2B og DTC. De er overbeviste om, at The Body Shop kan genvinde positionen som ledende aktør inden for skønhed.
”Det er ikke direkte en genoplivning, for brandet har ikke været dødt, men det er nye positive visioner, kompetencer og kræfter til innovation” udtaler Cecilia Daun.
Ejergruppen ser en unik mulighed for at nå nye kundegrupper og samtidig begejstre de mange loyale fans.
De er bevidste om, at der skal en stor indsats til for at opbygge ny webshop, systemer og logistik samt genskabe kundedatabasen. De arbejder døgnet rundt for at gøre det muligt at lancere den spritnye webshop i starten af november, samt at åbne flagskibsbutikker i Malmø og Stockholm ligeledes i november.
Noget af det første head franchiseejerne vil tage fat på er at supporte de nuværende 20+ privatejede butikker (franchise), som har kæmpet en brav kamp. Butiksejerne er entreprenante forretningskvinder, for hvem The Body Shop ikke ”bare” er et brand, men en filosofi og en livsstil. En nuværende forretningsejer har allerede lavet aftale om en butik mere.
Og så vil de være, hvor kunderne er og involvere dem. ”Vi vil råbe højt om, hvorfor The Body Shop er unik, og lytte til kundernes ønsker og bekymringer, og sammen vil vi skabe forandring” siger Nina Juul.
Mark Hermann afslutter ”Vi er ildsjæle, der har løftet store opgaver før og ikke er bange for at tage fat. Vi tror på, at det godt kan være professionelt at have det sjovt, så vi værner om en kultur med plads til mod, forskelligheder og vilde idéer”.
Head franchise-ejergruppen består af:
Mark Hermann: CEO og medejer.
Stor international erfaring fra globale skønhedsfirmaer i direktørroller hos bl.a. Molton Brown og Dermalogica. Mark var tidligere ansat hos The Body Shop i 15 år, herunder som General Manager for Sverige og Danmark 2007-13 og siden på det globale kontor. Med et stærkt forretningsstrategisk fokus og lang erfaring med forhandlinger og relationsopbygning er Mark godt rustet til at lede virksomheden gennem omstilling.
Cecilia Daun: Chair(wo)man of the board og medejer.
Bred erfaring fra ledende roller i forskellige brancher og nuværende direktør for et større byggefirma. Cecilia har 25 års erfaring fra The Body Shop, hvor hun tidligere var General Manager for den svenske og danske del (2013- 16). Hun tilfører et stærkt netværk, analytisk forretningsforståelse og kendskab til detailhandlens dynamik.
Alexis Tchikladze: COO og medejer.
Omfattende erfaring inden for økonomi og controling fra store firmaer som L’Oréal og Chanel. Tidligere Head of Finance for The Body Shop, hvor han har var i 8 år. Alexis’ ekspertiseområde er optimering af forretningssystemer, sikring af omkostningseffektivitet og at drive langsigtet bæredygtig vækst.
Nina Juul: Sales & Customer experience Director og medejer.
Solid international erfaring fra ledende stillinger i forskellige lande og senest senior konsulent og executive coach. Tidligere del af The Body Shop i 20 år, hvor hun var Retail Director for EMEA indtil 2018 og før det bl.a. Head of Retail i Sverige og Danmark. Ninas fokus er kundeoplevelse, udvikling af koncepter og relationer samt værdidrevet salg.
Se også artikel fra februar 2024 om konkursen her.
***