E-handelsanalysen for maj 2021 er netop blevet offentliggjort, og spørgsmålet har længe været, hvad der ville ske, når hverdagen med åbne fysiske butikker vendte tilbage efter, at nethandlen har haft kronede dage under coronanedlukningerne. Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv siger: “Der er ingen tvivl om, at forbruget online er vokset under coronakrisen, og alt peger på, at det også vil have en varig positiv effekt.” Ifølge analysen ser genåbningen af de fysiske butikker ikke ud til at påvirke forbruget online i nævneværdig grad.

Hver tiende forbruger forventer at skrue ned for forbruget online det kommende år, mens 14% vil handle mere.

Især de unge og børnefamilierne forventer at handle mere online efter krisen. 6 ud af 10 forbrugere, der har handlet mere online under krisen, har købt tøj og sko, mens hver tredje har købt dagligvarer og personlig pleje.

Kilde: Dansk Erhverv


Hver anden forbruger har brugt Click & Collect
Under krisen har mange fysiske butikker haft travlt med at tilbyde click & collect, og det afspejler sig også i analysen. Mere end halvdelen af forbrugerne har benyttet sig af muligheden for at bestille online og hente i butikken.

“Et godt råd til butikkerne er, at de ikke skal fjerne den mulighed igen. 37% af forbrugerne vil fortsætte med at benytte sig af muligheden, mens blot 18% ikke længere finder det relevant. Det er en løsning, der er kommet for at blive,” slutter Niels Ralund.

Kilde: Dansk Erhverv

 

Kilde: danskerhverv.dk