Netop hjemvendt fra en skøn rejse i Australien og New Zealand blev jeg inviteret ind til Line Friis’ klinik Dare to Care for at møde Gabriel. Tak, Line, for at give mig denne dejlige oplevelse.
Klinik Dare to Care byder altid på spændende og innovative behandlinger inden for skønhed og kropsterapi. Klinikkens indehaver, Line Friis, er god til at finde inspiration i udlandet og har introduceret flere nye behandlinger i Danmark, som kunderne i klinikken på Østerbro i København kan nyde godt af. Som noget nyt åbner Dare to Care nu døren for en række internationale topbehandlere, der gæster klinikken i 1-2 måneder ad gangen. Gæstebehandlerne fra udlandet tilbyder bl.a. ayurvedisk massage, spirituel healing, åndedrætsteknikker, lifting og andre sanselige, holistiske krops- og skønhedsbehandlinger.
Lines første gæst er Gabriel Ashok Buragohain, og jeg blev inviteret til at prøve hans behandling. Hans navn fik mig til at tænke på ærkeenglen Gabriel, og ja – mit møde med Gabriel var som at møde en engel.
”How are you today?” spurgte Gabriel mig som det første. Og jeg fortalte, at humøret er højt og kroppen er træt og jetlagget, for jeg var lige landet efter en måneds rejse i Australien og New Zealand. ”Wauw”, sagde Gabriel, ”du er lige kommet fra den sydlige halvkugle til den nordlige halvkugle”. Jeg tænkte mere på den sammenlagt 21 timer lange flyvetur, og allerede dér mærkede jeg, at vi var på et langt mere universelt og spirituelt plan end den konkrete flyvetur.
Gabriel spurgte, om jeg havde nogle issues, han skulle kende til inden behandlingen, herunder operationer jeg havde været igennem. Og ja da, der kan jeg fortælle om hele tre broderier, som nederste del af min torso er smykket med. Først et kejsersnit, dernæst et blindtarmsar og sidst – men ikke mindst – mit rygar, der vidner om operationen i 2018, hvor jeg fik fjernet et cystisk schwannom inde mellem nervetrådene ved lændehvirvel 1 og 2. Det er fem år siden, og det tog flere år, før jeg blev mig selv igen oven på den omgang, men nu har jeg lagt det bag mig og tænker ikke så meget over det mere. Men det fik pludselig ekstra opmærksomhed igen under Gabriels behandling, hvor han gik dybt ind i at mærke det og fjerne gamle blokeringer i området. Tak for det!
Et andet ”issue”, jeg lige måtte nævne, er overgangsalderen. Jeg er så heldig, at jeg først gik rigtig i overgangsalder, da jeg var omkring 58 år og derfor nu som 61-årig stadig døjer lidt med hedeture, hvilket ofte kommer til udtryk, hvis jeg ligger på en behandlerbriks med varme i, så jeg måtte starte med at bede om, at varmen i briksen blev slukket… Da jeg sagde til Gabriel, at det er fordi jeg er i menopause, udbrød han: ”Oh, you are in a beautiful time of your life, wise and experienced.” Tak for det, Gabriel, det er ikke altid sådan jeg tænker på overgangsalderen, men du har jo ret!
Gabriel spurgte mig, om jeg var ked af at være i overgangsalder, og jeg svarede ærligt, at det, der kan gøre mig trist over denne periode, er de to issues, jeg kæmper mest med: hedeture og vægtstigning. Hvortil Gabriel blot svarede: Det går over. Også her vil jeg sige tak for at give mig troen på, at det blot er en overgang.
(Teksten fortsætter under billedet)
Behandlingen
På dette tidspunkt er vi gået i gang med behandlingen, som starter meget blidt. Gabriel skal lære min krop at kende og mærker den igennem for at finde ud af, hvor der sidder ting, vi skal arbejde med. Han mærker min krops energi og laver lange udstræk af arme, ben, hoved og fødder og mærker mine grænser. Det føles rart at blive trukket i og få modelleret kroppen.
Gabriel beder mig flere gange om at give slip og lade vores kroppe tale sammen. Jeg synes, at jeg er så afslappet, som jeg kan være, men med dybe vejrtrækninger, lange strøg, tryk og stræk giver min krop pludselig slip, og Gabriels hænder virker fuldstændigt healende på min krop. Jeg kan mærke, at han healer mig på udsatte steder og fjerner ophobet energi og blokeringer.
Nu er min krop så afslappet, at den bare tager imod, og Gabriel går i gang med den egentlige oliemassage med strøg og tryk. Det er himmelsk.
Gabriel beder mig om at indtage yogastillingen Child Pose. Mens jeg ligger i barnets stilling strækker han mit bindevæv, især omkring rygarret, og det føles virkelig rart. Jeg hører også hans fingre knipse ind i mellem og kan regne ud, at han healer og skiller mig af med noget, der ikke skal være der.
Efter flere forskellige poses på briksen ligger jeg til sidst på ryggen fuldstændigt afslappet, og Gabriel afslutter behandlingen med at sige: ”Thank you for your presense”. Alene den afslutning, at behandleren takker for klientens nærvær, er jo helt fantastisk og vidner om en helt særlig behandling med et helt særligt menneske.
Jeg blev behandlet, så englene synger. Tak for det, Gabriel og Line.
Om Gabriel Ashok Buragohain:
Med mere end 20 års erfaring fra nogle af verdens bedste spa- og behandlingssteder som blandt andet yogalærer, massør og spirituel vejleder, har Gabriel udviklet en unik kropsmassage med elementer fra det ayurvediske, yogaens stræk og dybdegående teknikker.
Om behandlingen:
Jeg fik en blanding af Gabriels OM THERAPY MASSAGE og THE TOUCH THERAPY. Det var en fuld kropsmassage med olie med Gabriels teknikker inspireret af ayurveda og gamle traditioner og ritualer inden for massage. Massagen er dybdegående på alle planer og handler om at møde kroppen, der hvor den er, og så bringe den et bedre sted hen, hvor den kan heales. Der skabes balance i kroppen, og Gabriel trykker og strækker blidt kroppen, så den slipper gamle spændinger og ubalancer, og behandlingen genskaber energi i kroppen.
***