Status på salget

Detailsalget tilbage på niveau, men e-handlen halter efter.
Omsætningen er stadig relativt lav i dansk e-handel, viser nye tal fra Dansk Erhverv, som samtidig melder om stigning i detailomsætningen, som er tilbage på niveau som i foråret.

Dansk e-handel er stadig ikke kommet op i gear efter en sommer, der bød på ganske fine salgstal. “Det ærgrer mig på virksomhedernes vegne, for de mange sessioner var det eneste positive i en skuffende august, men nu falder de også,” siger Dansk Erhvervs e-handelsdirektør Niels Ralund, og fortsætter:

“Vi nærmer os med hastige skridt Black Friday, som jo i højere grad er blevet til Black Month. Derfor er der nok en del forbrugere, som udskyder nogle køb og gemmer det økonomiske krudt. Det har vi i hvert fald set tidligere år, og med en mere presset økonomi hos mange er der grund til at tro, at det gør sig gældende for flere i år.”

Kilde: Dansk Erhverv

Økonomer forventer stigende forbrug
Der er dog grund til optimisme, for både rentestigninger og inflation ser ud til at have toppet, forklarer Niels Ralund: “Dansk Erhvervs økonomer forventer også, at privatforbruget vil stige en smule i den kommende tid, så forhåbentlig ser vi ind i et lidt bedre 4. kvartal.”

Detailhandlen klarer sig
Detailomsætningen steg med 3,9% fra juli til august, når der korrigeres for priser, sæson og antallet af handelsdage. Det dækker over en fremgang i salget af fødevarer og andre dagligvarer på 7,4%, mens salget af andre forbrugsvarer steg med 1,7%, og salget af beklædning mv. steg med 1,2%.

Den høje fremgang i august skal ses i lyset af et massivt fald på 4,4% i juli, hvor ekstraordinært mange danskere afholdt ferie i udlandet pga. det triste danske sommervejr. Den høje vækst i detailsalget i august skyldes formentlig, at danskerne er vendt hjem fra ferie i juli. Detailomsætningen er dermed på niveau med gennemsnittet for 2. kvartal i år.

 

Kilde: Dansk Erhverv

Detailomsætningen har været på et mere eller mindre stabilt niveau siden efteråret sidste år. Det er på trods af, at forbrugertilliden er forbedret markant. Desuden er inflationen faldet mærkbart, hvilket betyder, at lønmodtagerne igen har reallønsfremgang.

Den svage udvikling i detailomsætningen tyder på, at detailhandlen ikke har fået gavn af, at den øgede købekraft og tiltagende optimisme blandt forbrugerne. Det kan blandt andet være de kraftige renteforhøjelser, der trækker råderum ud af budgetterne hos de danske familier, skriver Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

 

 

Kilde: Dansk Erhverv

***

 

Tags:

Relaterede

Annonce
Annonce