Regeringen har i dag sammen med erhvervslivets organisationer udsendt en opfordring til danskere og virksomheder inden de store handelsdage: Black Friday, julehandelen og januarudsalget.

Opfordringerne til virksomhederne består bl.a. i at udvide byttefristen og forlænge åbningstiden, og forbrugerne opfordres til at udnytte hele åbningstiden.

“Det er vigtigt, at vi kan holde gang i butikslivet i denne tid. Både virksomheder og forbrugere har indtil nu gjort en stor indsats for at sikre, at vi trods COVID-19 kan handle forsvarligt. Op til Black Friday og julen, hvor der bliver ekstra pres på, kan der dog i nogle tilfælde være behov for yderligere initiativer og for at være ekstra opmærksomme for at begrænse smitterisikoen. Derfor er det en rigtig god idé med de 9 opfordringer til virksomhederne og de 3 anbefalinger til forbrugerne, og vi ved, at mange virksomheder allerede har valgt at implementere flere af anbefalingerne,” siger politisk direktør i Dansk Industri, Emil Fannikke Kiær.

“Vi samarbejder selvfølgelig med regeringen og myndighederne om at finde de rette løsninger, så både virksomheder og borgere kommer bedst muligt igennem de travle handelsmåneder sidst på året. Og både Dansk Erhverv og vores medlemmer vil selvfølgelig igen bidrage til, at både Black Friday, julehandel og udsalg bliver afviklet på en god og forsvarlig måde for alle parter,” siger direktør for markeder i Dansk Erhverv, Betina Hagerup.

De 9 opfordringer til virksomhederne er:

  1. Ingen kø- og slagtilbud, fx time- og dagstilbud.
  2. Udvid åbningstiden hvis muligt, så dine kunder kan handle på flere tidspunkter i døgnet.
  3. Brug online salgskanaler hvis muligt, heriblandt også “klik og hent”, så dine kunder nemt kan hente bestilte varer i butikken uden at være der i lang tid.
  4. Forlæng byttefristerne og gør kunderne opmærksom på de forlængede frister, så man fx kan bytte julegaver i slut januar, selvom de er købt i november. Så undgår du trængsel i dagene efter jul, hvor mange danskere holder fri.
  5. Ingen “sociale” tema-/juleaktiviteter, som gør, at mange stimler sammen i din butik.
  6. Du skal sikre, at der kun er det antal kunder, der må være i din butik.
  7. Du skal sikre, at dine kunder holder afstand – både indenfor og udenfor butikken.
  8. Sæt håndspritten et tydeligt sted, så dine kunder ikke kan undgå at se den på vej ind og ud af butikken.
  9. Brug reklamer, annoncer og sociale medier til at informere dine kunder.

De 3 anbefalinger til danskerne er:

  1. Bliv hjemme, hvis du er syg eller har symptomer (feber, tør hoste eller vejrtrækningsproblemer)
  2. Udnytte butikkernes fulde åbningstid, så du handler uden for de travle dage og tidspunkter.
  3. Hold afstand, sprit hænder og gå så vidt muligt alene ind i butikken.