Corona-året 2020 bød på store udsving i forbruget, og nu er e-handelstallene gjort op.

E-handelsrapporten fra NETS og E-handelsanalysen fra Dansk Erhverv fortæller om ændrede forbrugsvaner, øget forbrug og rekordomsætning.

Ifølge e-handelsrapporten fra NETS har hver fjerde dansker handlet dagligvarer på nettet i 2020. Sammenlagt har danskerne købt dagligvarer online for 10,8 mia. kroner. NETS melder dog om en samlet nethandels-nedgang i 2020, hvilket skyldes rejsebranchens nedlukning, idet rejsebranchen normalt står for en stor del af online-handlen. “Overordnet har dansk e-handel klaret sig ekstremt godt i 2020, og antallet af transaktioner har været højt, men fraværet af forbrug på charterrejser taler sit tydelige sprog, når det samlede beløb gøres op,” fortæller Tanja Oda Sørensen, der er marketing manager hos NETS.

Den fulde undersøgelse fra NETS bliver tilgængelig fra 16. marts 2021.

E-handelsanalysen melder om rekordår
Coronakrisen påvirkede dansk e-handel med store udsving og ændrede forbrugsvaner i 2020. Nye forbrugere og øget forbrug i flere kategorier gav en vækst på 6% og ny rekordomsætning på 154 mia. kroner, melder Danske Erhverv i den nyligt udsendte e-handelsanalyse.

Kontrasterne mellem kategorierne er tydeligst i dagligvarebranchen og oplevelsesindustrien. Dagligvaresalget på nettet har under krisen fået et gennembrud og er gået fra at udgøre 4% af det samlede forbrug i 2019 til at udgøre 6% af det samlede forbrug i 2020.

Forbruget et flyttet fra nogle kategorier til andre i forhold til 2019:

Kilde: Dansk Erhverv E-handelsanalysen 2020

På listen over de største netbutikker ligger Matas nu nr. 2, og også udbydere af personlig pleje som fx Magasin, Med24 og webapoteket er pænt repræsenteret på listen:

Kilde: Dansk Erhverv E-handelsanalysen 2020

Som det ses af tallene er de udenlandske netbutikker Amazon og Wish gået tilbage i 2020 i forhold til 2019. “Væksten i danskernes forbrug i udenlandske netbutikker har i flere år været større end i de danske, og det har været alvorlig malurt i bægeret. Derfor er det en rigtig god nyhed, at udviklingen nu er vendt. Der er flere grunde til det, men den vigtigste er, at de danske netbutikker gør det hamrende godt. De fortjener stor ros,” udtaler Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.